Islandsruten er lukket frem til slutningen af april

Hvis man vil rejse direkte mellem Island og Grønland må man vente lidt endnu. Den direkte forbindelse er nemlig lukket lidt endnu.
På grund af kommercielle årsager holder Air Greenland deres direkte flyrute til Island i bero lidt endnu. Arkivfoto. Foto © : KNR
29. januar 2021 06:14

Først blev Air Greenlands rute til Island lukket frem til slutningen af januar. Men selvom januar snart er slut, må dem, der vil flyve direkte mellem Grønland og Island, vente et par måneder endnu.

Det oplyser Air Greenland i skriftligt svar til KNR:

- Af kommercielle årsager som følge af den lave efterspørgsel på rejser på ruten har vi annulleret alle afgange i marts og april. Air Greenland følger nøje situationen og er hele tiden klar tilpasse os både myndighederne samt markedets behov.

Det betyder, at hvis man skal fra Grønland til Island, skal man først tage turen til København og videre derfra.

Ruten fra Danmark er stadig lukket

Lige nu er det dog - for langt de fleste mennesker slet ikke muligt at flyve til Grønland fra udlandet. Naalakkersuisut har nemlig lukket porten foreløbigt til og med februar. 

Det er dog stadig muligt at rejse ud af Grønland, men man skal ansøge om at rejse tilbage til Grønland i februar.

Da ruten i første omgang blev sat i bero, var det en faktor, at myndighederne gerne ville have, at indrejsende skulle komme fra ét sted, sådan at alle fik den samme type test.

LÆS OGSÅ Corona stopper alle flyvninger mellem Grønland og Island fra på mandag

Den gang blev det meldt ud, at der sjældent havde været problemer med de testede fra Island, men at der blev bedre styr på de indrejsende til Grønland, når alle kommer ind via en lufthavn. Og det skulle altså være Kastrup Lufthavn, vurderede Selvstyret.

Som reglerne er nu, skal man kunne vise en negativ coronatest, der er højst tre dage gammel. Tidligere skulle testen være fem dage gammel, men det er ændret.