Islandsk by evakueret af frygt for vulkanudbrud

Den islandske by Grindavík er blevet evakueret efter flere jordskælv. Det er 50 år siden, det sidst er sket.
Der bor mere end 3.300 borgere i Grindavik. Foto © : Raul Moreno/Zuma/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
11. november 2023 17:57

Den islandske by Grindavík på sydkysten er blevet evakueret, efter at flere jordskælv har ramt Reykjanes-halvøen gentagne gange i løbet af fredagen.

Det skriver det islandske medie RÚV.

Under byen løber magma fra en nærliggende vulkan, som man frygter kan gå i udbrud. Magma er smeltet eller delvis smeltet klippemateriale i Jordens indre.

- Vi er glade for, at vi var i stand til at evakuere byen og få beboerne væk. siger Hjördís Guðmundsdóttir, talsmand for civilforsvaret til RÚV.

Situation er under kontrol, men myndighederne holder et vågent øje med vulkanen. Der er fortsat jordskælv og seismisk aktivitet i området under byen.

Leder af Nordisk Vulkanologisk Center i Reykjavik, Rikke Pedersen, fortæller, at det er en særlig situation, selv om man i Island er vant til vulkansk aktivitet.

- I forhold til de tre udbrud, vi har haft de sidste tre år, så er det her en langt større og langt mere seriøs begivenhed, siger Rikke Pedersen.

Rikke Pedersen fortæller, at det er første gang i 50 år, at en islandsk by er blevet direkte evakueret på grund af truslen om et vulkanudbrud.

Det er nemlig sådan, at Grindavík ligger oven på et sprækkesystem kaldet Reykjanes-Svartsengi med vulkansk aktivitet under jorden.

Men til forskel for det store vulkanudbrud ved Heimaey i 1973 har myndighederne denne gang foretaget en forebyggende evakuering.

- Magma har bevæget sig opad, men præcis hvornår den rammer overfladen, det kan vi ikke spå om. Det kan tage dage, eller det kan tage timer, så derfor har man valgt at evakuere Grindavík, siger Rikke Pedersen.

Ifølge rejseguiden Guide to Iceland bor der omkring 3300 mennesker i Grindavík.

Ikke langt fra Grindavík ligger Den Blå Lagune, som er en populær turistattraktion omkring 40 kilometer sydvest for Islands hovedstad, Reykjavik.

Rikke Pedersen fortæller også, at kraftværket Svartsengi også ligger i området. Det leverer varme og strøm til omkring 30.000 beboere.

Myndighederne holder ligeledes øje med de seismiske aktiviteter omkring kraftværket, fortæller Rikke Pedersen.