Isforskere får glæde af spionsatelitter

Klimaforandringerne får nu forskere og efterretningsagenter til at arbejde sammen. United States Geological Survey har offentliggjort en række spionbilleder af havisen ved begge poler, så klimaforskere kan drage nytte af dem.
Skrevet af Karsten Sommer
23. juli 2009 07:18

Billederne er i en særlig høj opløsning og rummer meget nøjagtige data. Det skulle give forskere bedre muligheder for at lave præcise modeller af havisens bevægelser og smeltende søer.

- Jeg tror, at forskerne vil kaste sig over det nye materiale, siger Thorsten Markus, der er medlem af komitéen National Academy of Science, ifølge bladet Ingeniøren.

Han er glædeligt overrasket over, hvor hurtigt det er gået med at få gjort billederne tilgængelige for forskerne.

Peter Gleick, der er formand for The Pacific Institute, mener ligefrem at offentliggørelsen er et tegn på, at videnskaben og efterretningstjenesterne deler samme bekymring for miljøet.

- Efterretningstjenesterne bliver i stigende grad opmærksomme på, at de globale miljømæssige problemer også er sikkerhedsmæssige problemer. Og i den forstand vil et åbent samarbejde med videnskaben være gavnligt for begge parter, siger Peter Gleick.