Isak Hammond: Hjælp de unge med psykiske problemer

Medlem af Inatsisartut Isak Hammond (IA) kræver nu handling i forhold til de unge der lider af posttraumatisk stress, efter voldsomme oplevelser i deres nærmiljø.
Skrevet af Oline I. Olsen
16. september 2012 14:11

Medlem af Inatsisartut og kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia, Isak Hammond, kræver nu  handling i forhold til de unge der lider af posttraumatisk stress efter voldsomme oplevelser i deres nærmiljø. Han reagerer nu på baggrund af resultaterne af den undersøgelse, som en psykolog i Syddansk Universitet har gennemført i Diskobugten.

-Det er chokerende at 30 procent af de unge lider af psykologisk skadelige følgevirkninger og det er tankevækkende igen at få bekræftet at vi i mange år har manglet psykologer, siger Isak Hammond i sin reaktion på den undersøgelse der er foretaget blandt 269 unge i Diskobugten, som påviser at 30 procent af de unge lider af symptomer på posttraumatisk stress efter voldsomme oplevelser i deres nærmiljø.

Oplevelser der kan være i forbindelse med dødsfald i familie, voldtægt, seksuelt misbrug, eller fysisk mishandling. Hændelser som de unge her i landet oplever hyppigere end unge i andre lande.

Isak Hammond er Medlem i Inatsisartutudvalget for Familie og Sundhed og af kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia. Nu kræver han en ekstraordinær handling fra kommunen i forhold til de unge med de voldsomme psykologiske problemer, og at kommunen bør samarbejde med KANUKOKA og Selvstyret i forhold til at lave handlingsplaner.

- Qaasuitsup Kommunia bør være den førende i at handle i den her situation, med at oprette planer for at hjælpe de unge med psykologiske problemer. Ved at holde kurser om, hvordan man støtter og samtaler med personer med psykologiske problemer, siger Isak Hammond, der forklarer at Qaasuitsup Kommunia har tilstrækkelige ressourcer til at varetage daglige opgaver, men at kommunen bør lave en ekstraordinær indsats overfor de unge.

- Hvis de ikke får den hjælp de har behov for, så vil de i de kommende år, når de bliver voksne sidde med andre problemer, derfor er der behov for at handle nu, siger Isak Hammond.

I næste uge fremlægger Sidsel Karsbjerg resultaterne fra undersøgelsen i Grønland.