Inuit Ataqatigiit vil have en arktisk minister

Hvis Inuit Ataqatigiit har et afgørende mandat ved regeringsforhandlingerne efter Folketingsvalget, har partiet et klart krav: Der skal udpeges en arktisk minister. Og ministeren skal være fra Grønland.
En af IA's fire kandidater, Aqqalukkuluk Fontain, foreslår en arktisk minister, som en del af en kommende dansk regering. Arkivfoto Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Karsten Sommer
13. maj 2019 14:12
Versionist Connie Fontain

Hvis Inuit Ataqatigiit (IA) skulle gå hen og sidde med det afgørende mandat efter valget til Folketinget i Danmark, så har partiet et klart krav: en arktisk minister.

Det fortæller partiet i dag i en pressemedddelelse.

Det er det ene af partiets fire kandidater, Aqqalukkuluk Fontain, der fremfører forslaget om en arktisk minister, som en del af en kommende dansk regering. 

- Når Danmark erklærer sig som en Arktisk stormagt, så bør man også have en Arktisk minister - og den minister skal komme fra Arktis. Der sker meget heroppe i disse år. Og det er altså her i Grønland, de virkelige Arktis-eksperter sidder, skriver Aqqalukkuluk Fontain.

Partiet Alternativet var i september sidste år ude med et lignende forslag, hvor de foreslog, at der under Udenrigsministeriet i Danmark blev oprettet en ministerpost for Nordatlanten.

Posten skulle så på skift besættes af en politiker fra Danmark, Grønland og Færøerne for at sikre, at Grønland og Færøerne fik reel inddragelse i rigsfællesskabsdebatten, oplyste Alternativet.

LÆS OGSÅ Kommentator: Derfor er folketingsvalget vigtigt for Grønland

Dengang fik forslaget en hård medfart, blandt andet fra Færøernes udenrigsminister, Poul Michelsen. Han kaldte forslaget ’latterligt’.

Også grønlandsordfører hos SF, Karsten Hønge, kritiserede forslaget.

- Jeg opfatter det som en provokation mod den færøske og den grønlandske regering. De to lande er på vej mod selvstændighed, og nu skal de så infiltreres og integreres i en dansk regering. Det er simpelthen langt ude, siger han til Altinget Arktis.

LÆS OGSÅ 20 kandidater er klar til Folketinget

Inuit Ataqatigiits nuværende folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, bakker dog op om kravet om en arktisk minister. Og tilføjer:

- Hvis vi bliver tungen på vægtskålen og samtidig Grønlands største parti ved folketingsvalget, så vil det være oplagt, at det er Inuit Ataqatigiit, der besætter posten som arktisk minister, siger hun i dag til Sermitsiaq AG.