Flere vigtige områder i Grønland styres fra Folketinget i Danmark.Foto: KNR / Foto: Jonas Fievé

Kommentator: Derfor er folketingsvalget vigtigt for Grønland

Du har muligvis hørt, at der skal være folketingsvalg i Danmark på Grundlovsdag 5. juni i år, men hvorfor er det vigtigt for os i Grønland at følge med i, hvad der sker af politiske forandringer i Danmark?

Det kan godt være, at den danske politiske dagsorden til tider kan føles lige så fjern, som landene er geografisk. Men der er god grund til at følge med i, hvad der sker på den politiske scene i Danmark.

Det mener Daniel Thorleifsen, der er politisk kommentator og historiker. 

- Der er flere vigtigt ansvars og sagsområder, som vedrører Grønland, og som Folketinget stadig lovgiver om, siger han.

LÆS OGSÅ Vi skal til folketingsvalg 5. juni

Det er især forsvars- og udenrigsområdet, men også dele af retsvæsenet, som dikteres af beslutninger i Folketinget.

Så mange stemmer

  • Knap 72 procent af alle indbyggere i Grønland stemte til Inatsisartut i 2018.
  • Til gengæld var det kun godt halvdelen af alle vælgere i Grønland, der stemte til folketingsvalget i 2015.
  • Fire år tidligere - i 2011 - var stemmeprocenten i Grønland til folketingsvalget en smule højere, nemlig på 57,5 procent.

- Hvis landet vil have mere indflydelse på lovgivningsarbejdet, skal Grønland derfor være repræsenteret i det danske folketing, fordi det er der, man drøfter og forbereder lovstof på disse væsentlige områder, siger Daniel Thorleifsen.

Grønlands to folketingsmedlemmer

Grønland er sammen med Danmark og Færøerne en del af rigsfællesskabet. Ligesom Færøerne repræsenteres Grønland af to medlemmer i Folketinget.

Efter et valg forhandler de to medlemmer sig til forskellige udvalgsposter, som typisk har relevans for Grønland.

Her er Folketingets Grønlandsudvalg, som navnet antyder, særligt relevant. I udvalget er der tradition for, at de to personer, som er valgt i Grønland, er formand og næstformand.

LÆS OGSÅ 14 kandidater er klar til Folketinget

I Grønlandsudvalget er der fokus på sager, som vedrører forholdet mellem Grønland og Danmark. Det drejer sig blandt andet om områder, som er overtaget af det grønlandske selvstyre – eksempelvis erhverv, miljø, sundhed og sociale forhold.

Foruden grønlandsudvalget er der en række udvalg og arbejdsgrupper, hvor der bliver forhandlet og diskuteret om områder, der er vigtige for Grønland.

Folketinget har blandt andet en delegation i Nordisk Råd, hvor begge Grønlands folketingsmedlemmer er suppleanter.

Siden juni 2015 har Aleqa Hammond fra Nunatta Qitornai (tidligere Siumut og nu løsgænger) og Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit siddet i Folketinget for Grønland.

Kommentarer