URAN Inuit Ataqatigiit uklar om folkeafstemning

Partiet vil ‘respektere befolkningens holdning’, hvis der kommer en folkeafstemning om uran. Men IA's folketingsmedlem kan ikke oplyse, om resultatet stadig skal være vejledende, som partiet tidligere har meldt ud. Demokraterne og Siumut kritiserer hele diskussionen.
Foto © : Helle Nørrelund Sørensen/KNR
17. marts 2016 12:41

Gennem fire timer onsdag bølgede diskussionen for og imod uranudvinding gennem Landstingssalen på Christiansborg.

En høring, som folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit havde taget initiativ til, og som hun og resten af partiet helst ser afgjort ved en folkeafstemning.

Det blev gentaget både i en pressemeddelelse på dagen, samt under og efter høringen.

- Det betyder, at vi vil respektere befolkningens holdning. Og det betyder, at vi vil respektere et resultat, der kommer ud af en folkeafstemning, sagde Aaja Chemnitz Larsen til KNR efter høringen.

Men hvad ligger i det?

- Der ligger det i det, at vi vil høre, hvad det er, befolkningen har at sige til det her spørgsmål. Det er jo et spørgsmål, der splitter befolkningen på rigtig mange måder. Vi ser det jo både politisk, men vi ser det også i befolkningen. Hvis man ser på folk i Sydgrønland, er det jo noget, som nærmest splitter familier ad.

Læs også Se og hør uranhøringen i Folketinget her

 

Vejledende eller ej

Op til det seneste valg til Inatsisartut fik Inuit Ataqatigiit kritik for at ønske en folkeafstemning om uran-spørgsmålet, men samtidig at mene, at resultatet kun skulle ses som vejledende.

Siden har partiet meldt ud, at det vil “respektere befolkningens holdning” ved en eventuel folkeafstemning.

Lad os sige det blev et ja. Vil IA så ændre holdning og sige: Ja, nu støtter vi uranudvinding?

- Vi vil respektere befolkningens holdning. Det er det, jeg kan sige, sagde Aaja Chemnitz Larsen.

Så det betyder stadigvæk, at den (folkeafstemningen, red.) er vejledende?

- Jamen vi vil respektere befolkningens holdning.

Læs også Naaja: IA har radikalt ændret holdning

Læs også En folkeafstemning koster 2 millioner

 

Demokraterne: Folkeafstemning er for sent

Hos Demokraterne, der tidligere selv har bakket op om en folkeafstemning, kritiserer man Inuit Ataqatigiits fortsatte kamp for en folkeafstemning.

Partiet mener, at man bør respektere Inatsisartuts ophævelse af nultolerancen i 2013, selv om Demokraterne dengang selv stemte imod. Det siger partiets gruppeformand, Michael Rosing, som også deltog i høringen.

- Hvis man skal have en folkeafstemning, skal den komme forud for en eventuel Inatsisartut-beslutning. Så efter vores opfattelse er beslutningen truffet, og nu vil vi ikke til at lave flere zigzag-kurser ved at lave det om.

Under onsdagens høring pointerede Aleqa Hammond og Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut begge, at et flertal er et flertal. Også selv om nultolerancen over for uran blev ophævet med ét mandats flertal. Og det giver Michael Rosing dem ret i.

- Det vil være ulogisk (med en folkeafstemning, red.). Folket har jo talt på den måde, at folkets repræsentanter - Inatsisartut - har truffet en beslutning. Så på den måde er folk blevet hørt.