Instruktør vil ændre synet på mennesker i anstalten
Anstalten i Nuuk har muligvis verdens smukkeste udsigt omringet af fjelde, Nuuk-fjorden og Sermitsiaq. Men hvad der fører, til livet bag de lukkede mure kan være langt fra smukt. Hvem ender der og hvorfor?
Det er nogle af de spørgsmål, der bliver rejst i den nye dokumentar “Walls – Akinni Inuk”, der havde verdenspremiere på filmfestivalen CPH:DOX fredag.
Instruktørerne Sofie Rørdam og Nina Paninnguaq Skydsbjerg står bag dokumentaren, som næsten har været et årti undervejs.
Den skildrer livet for de indsatte i Nuuk og særligt en af de indsatte, Ruth Mikaelsen Jerimiassen, der sidder inde på ubestemt tid. For undervejs knytter Ruth Mikaelsen Jerimiassen og Nina Paninnguaq Skydsbjerg et stærkt venskab.
- Dokumentaren er et lille eksempel på, hvordan man kan gøre noget grusomt, tungt og grimt til noget smukt, som andre måske kan genkende sig selv i. Når man omfavner svagheden, bliver den til en styrke. Vi taler altid om at bearbejde ting og komme videre. Men hvorfor har vi så travlt med ikke at have ondt eller føle, spørger Nina Paninnguaq Skydsbjerg.
Venskab blev livsændrende
De to kvinder har nemlig det tilfælles, at de begge er blevet seksuelt misbrugt. Men hvor Nina Paninnguaq Skydsbjerg har gemt smerten væk, handler Ruth Mikaelsen Jerimiassen på traumet. Hun ender med en forvaringsdom i anstalten for drab på krænkeren.
Det blev samlet til 18 år i anstalten, inden Ruth Mikaelsen Jerimiassen blev løsladt for snart fire år siden.
- Der er en enorm ensartet og hård tone om folk, der ender de steder. Og jeg forstår det jo godt. Men der er ikke særlig mange, der taler om, hvorfor kriminaliteten udvikler sig, som den gør i Grønland, og hvorfor folk overhovedet begår kriminalitet, siger Nina Paninnguaq Skydsbjerg og fortsætter:
- Der er sikkert nogle kloge mennesker derude, der taler om strafudmåling og hvorvidt vores system passer til den form for kriminalitet, der er i Grønland. Men hvem er det, der ender i anstalten, og hvorfor ender de der?
For Nina Paninnguaq Skydsbjerg kom venskabet med Ruth til at ændre hendes liv.
- Det var så nemt at snakke om de her svære ting. Det var så værdigt. Jeg fik ikke andet tilbage end ‘det forstår jeg godt’, eller ‘sådan har jeg det også’. Jeg skulle ikke gøre mig selv større eller mindre, end jeg var. Jeg var bare helt perfekt, som jeg var. Og det er rart, når man lufter både det gode og det grimme at have en følelse af, at man noget værd, lige præcis som man er, siger hun.
Instruktøren fra Nuuk håber, at dokumentaren kan bryde den mur ned, der er mellem de indsatte og befolkningen. For særligt i et samfund som det grønlandske, hvor indsatte er nogens kære, er det ikke kun indsatte, der bliver ramt – det er også familierne.
- Jeg håber, at der kommer nogle konstruktive debatter om, hvordan vores opvækst påvirker og former os, men også hvordan svaghed, smerte og sorg kan blive noget rigtig smukt, hvis man bruger det på en konstruktiv måde, siger hun.
