Muté B. Egede: Ingen ny naalakkersuisoq før efteråret
Tirsdag fratrådte Peter Olsen fra Inuit Ataqatigiit (IA) sin post som naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke.
Men Naalakkersuisut får ingen ny naalakkersuisoq før efterårssamlingen.
Det fortæller formand for Naalakkersuisut Muté B. Egede fra IA til KNR:
- Til efteråret vil pladsen blive besat. Mandag vil jeg fortælle, hvordan arbejdet skal organiseres, siger han.
Hvordan de enkelte ressortområder Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke fordeles mellem de nuværende medlemmer af Naalakkersuisut, vil Muté B. Egede dog ikke afsløre.
Pludselig afgang
Peter Olsens afgang skete efter en dramatisk debat i Inatsisartut, hvor han pludselig gik af under en pause.
Dermed efterlader han også et departement, hvor over 15 procent af landskassens penge benyttes.
Muté B. Egede mener dog stadig, at det ansvar, som Peter Olsen efterlader, bedst tages ved at blive fordelt blandt resten af Naalakkersuisut indtil efterårssamlingen starter 22. september.
- Jeg havde selvfølgelig gerne set, at vi ikke havde skullet rokere i Naalakkersuisut. Men jeg er forpligtet til at tage vare på sådanne begivenheder, siger Muté B. Egede.
Efter sommer
Årsagen er, at Peter Olsens afgang skete på en af forårssamlingens sidste dage. En ny naalakkersuisoq skal først godkendes af Inatsisartut.
Som formand for Naalakkersuisut har Muté B. Egede mulighed for at samle Inatsisartut til afstemning, men den mulighed vil han ikke benytte sig af.
- Mange medlemmer har hjem ude på kysten. I stedet for at haste det her igennem, så tager vi det næste skridt på baggrund af det, jeg mener, er det bedste. Under efterårssamlingen vil der indsættes en ny naalakkersuisoq, siger Muté B. Egede.
Muté B. Egede vil præsentere sin fordeling af ressortområderne mandag formiddag.