Ingen fly letter fra Nuuk før i morgen tidlig

Der er hul i landingsbanen, og det er ved at blive repareret. Der kommer først fly i luften tidligst klokken 06 i morgen.
Alle berørte passagerer vil modtage en ny rejseplan inden klokken 21 lokal grønlandsk tid, meddeler Air Greenland. Arkivfoto Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
29. maj 2024 14:55

Ingen fly letter og lander fra Nuuk i dag. 

Det skriver Air Greenland på sin hjemmeside. Grunden til det er, at der er kommet et hul i landingsbanen, som er ved at blive lavet. 

Og landingsbanen bliver tidligst klar til take off i morgen tidlig klokken 06, meddeler Air Greenland.

”Alle berørte passagerer vil modtage en ny rejseplan inden klokken 21:00 lokal grønlandsk tid”, meddeler flyselskabet på hjemmesiden.

Fordybning blev forværret i uvejr

Mikkel Lund er kommunikationschef i Greenland Airports, som er ansvarlig for landingsbanen. Ingen har på noget tidspunkt været i fare, understreger han. 

 - Der er opstået en lille fordybning i banen, som er blevet lidt forværret her efter de seneste dages storm og regn. Derfor har det været nødvendigt at lukke banen. Nu har vi valgt at lave en lidt større reparation for at være helt sikker på, at flyvesikkerheden er i orden, siger han til KNR.

- Det, der er galt lige nu er, at der er kommet en lille fordybning. Det er ikke usædvanligt i nyanlæg - både vejbaner og landingsbaner - at når der bliver lagt asfalt, så arbejder underlaget lidt og forskubber sig og sætter sig. Det kan der være flere årsager til, og nu skal det undersøges nærmere. 

Safety first

Tidligere på dagen var meldingen, at fly muligvis kunne sendes i luften i aften. Men kort efter klokken 14 meddelte Air Greenland, at det bliver der ikke noget af alligevel. Det skyldes den nye asfalt på landingsbanen.

-  Asfalten vi reparerer med størkner ikke ordentligt på grund af vejret. Så nu er vi grundige og laver en lidt større og lidt dybere reparation resten af i dag for at være sikre på, at det bliver gjort ordentligt. Vi arbejder altid ud fra safety first, siger Mikkel Lund.