Ingen dom i dag: Retssag mod tidligere KNI-direktør udskydes igen, igen
For tredje gang skal Qeqqa Kredsret finde en ny dato i kalenderen for retssagen mod KNI’s tidligere direktør Peter Grønvold Samuelsen.
Torsdag skulle der være faldet dom i sagen, hvor Samuelsen er tiltalt for blufærdighedskrænkelser af fem kvinder.
Men fordi der i dag ifølge retten er kommet nye oplysninger frem i sagen, som kræver flere vidner, udskydes sagen nu endnu engang.
Retssagen begyndte klokken 9, og herfra var planen, at tre vidner skulle afhøres og herefter skulle der være faldet dom.
61-årige Peter Grønvold Samuelsen er tiltalt for at have begået blufærdighedskrænkelser mod i alt fem kvinder, mens de var ansat i det selvstyreejede selskab.
Krænkelserne skulle være sket i perioden fra 2016 til 2021 – både i KNI-bygningen i Sisimiut og på tjenesterejser.
Alle fem kvinder har i retten fortalt, at de under deres ansættelse blev udsat for uønskede berøringer fra deres daværende chef.
Det var blandt andet berøringer af nakke, skuldre, hofter, ryg, armhuler og bagdel.
Skandaler i KNI A/S
- En sag om fejl og manipulation af KNI’s økonomi begyndte at rulle sidste år i november, da flere whistleblowere stod frem i medierne.
- Efter måneders undersøgelser konkluderede ledelsen i oktober, at der er manipuleret med økonomien. Foreløbigt har det kostet 112 millioner kroner og et underskud på 12,5 millioner kroner før skat.
- Ledelsen har dog stadig ikke det fulde overblik, og derfor kan det koste koncernen flere penge.
- En person er politianmeldt for dokumentfalsk og bedrageri, men KNI vil ikke oplyse hvem, og for hvor store beløb.
- Derudover er koncernen ramt af anklager om seksuelle krænkelser mod den tidligere direktør Peter Grønvold Samuelsen.
- Siden sagerne begyndte, er Peter Grønvold Samuelsen blevet bortvist. Han er erstattet Jeppe Jensen. Derudover er den tidligere HR-chef fratrådt og den tidligere bestyrelsesformand Lars Borris Pedersen er fratrådt og erstattet af Svend Hardenberg.
Flere af kvinderne fortalte også om at blive krammet og kysset på kinden eller i nakken, og at han kunne finde på at tage fat i en BH-strop og ofte drejede samtaler over på sex.
LÆS OGSÅ Tidligere KNI-direktør i retten: Afviser alle anklager
Peter Grønvold Samuelsen har afvist alle anklager og kræver frifindelse, mens anklagemyndigheden kræver tre måneder i anstalt.
Retssag udskudt to gange før
Sagen kom for retten 1. februar, og der skulle være faldet dom 2. februar.
Men det skete ikke, fordi et vidne var blevet syg med coronavirus og derfor ikke kunne møde op i retten.
Dermed var det anden gang, at sagen blev udskudt.
Den var oprindeligt planlagt til at finde sted tilbage i december sidste år.
Men det endte med ikke at kunne lade sig gøre, fordi både forsvarer og anklager strandede i Nuuk på grund af en glat landingsbane.
Det var i marts 2021, at det kom frem, at den nu tidligere KNI-direktør var blevet meldt til politiet for krænkelser.
Kort forinden var Peter Grønvold Samuelsen fratrådt sin stilling.
Han var administrerende direktør for KNI i syv år.
Der er endnu ikke fundet en ny dato for sagen.