Ingen berigtigelse til Hardenberg

Aleqa Hammonds departementschef, Svend Hardenberg har sent i går aftes krævet en berigtigelse fra Radioavisen. En berigtigelse som Radioavisen ikke mener, der er grundlag for at give.
18. september 2013 11:37

Historien handler om Svend Hardenbergs ansættelse af Carsten Frank Hansen som departementschef for finans og indenrigsanliggender. Siden er det jo som bekendt kommet frem, at Carsten Frank Hansen er sigtet for mandatsvig, og i øvrigt bortvist fra sine to seneste arbejdspladser, hvorfor han kun holdt to dage i den for hele Grønland meget vigtige stilling som departementschef for finanser.
   
Vores hjemmeside KNR.gl bragte i går en historie, hvor departementschef Svend Hardenberg fortæller, at der VAR spurgt ind til Carsten Frank Hansens fortid.

- Der var indhentet referencer fra både sparekassen, han var ansat i, og fra hans seneste job hos Greentop, men der var ikke nogen af de oplysninger, vi fik i den anledning, der tændte advarselslamperne hos os, lød det fra Svend Hardenberg.

I aftenradioavisen bragte vi så historien om at DET ikke passede. At der overhovedet ikke var rettet henvendelse til Greentop Greenland før ansættelsen. Det fastslog firmaets ejer Ole Rud. Og at Svend Hardenbergs tidligere udmelding således var usand.

Radioavisen forholdt herefter Svend Hardenberg denne oplysning. Nu lød det så fra Svend Hardenberg, at han aldrig havde sagt, at ansættelsesudvalget havde indhentet oplysninger fra Greentop Greenland.

Den oplysning tog Radioavisen til efterretning, men fastholder sig retten til at videreformidle Svend Hardenbergs oprindelige udtalelse som den faldt til KNR.gl, da vi mener der er tale om en sag af stor vigtighed for samfundet.