Indsatser mod vold får positiv evaluering

Socialstyrelsen har evalueret to projekter i den sociale indsats mod vold. Og konklusionerne viser, at metoderne virker.
Foto © : European Parliament/Pietro Naj-Oleari
Skrevet af Merete Lindstrøm
06. december 2018 15:47

Projekterne Alliaq og Illernit får begge fine ord med på vejen i de evalueringer Socialstyrelsen har lavet i foråret 2018 og sommeren 2017.

Alliaq er et pilotprojekt, der tilbyder behandling til både mænd og kvinder, der er voldelige overfor deres nærmeste.

Det blev etableret i november 2017 som pilotprojekt. Da evalueringen blev lavet i foråret 2018, havde der været 71 personer igennem et behandlingsforløb. Heraf 53 mænd og 15 kvinder.

LÆS OGSÅ Vold mod kvinder skal stoppes

Behandlingen består af 8 timers terapi samt tilbud om 2 timers psykolog til offeret eller parterapi.

En tidligere klient fortæller om behandlingen:

- Jeg undertrykte mine følelser, og når de endelig kom frem, så kunne jeg ikke styre dem. Fremtiden ser lysere ud nu, siger klienten.

Illernit er det landsdækkende krise- og behandlingscenter for voldsramte kvinder og deres børn. Det blev etableret i 2014 som pilotprojekt.

LÆS OGSÅ Ny hjælp til voldsramte grønlandske kvinder i Danmark

Ifølge evalueringen skyldes succesen den helhedsorienterede indsats, hvor man hjælper med alt fra indledende observationer, over behandling og hjælp til bolig, økonomi og opdragelse samt til koordinering med skoler og institutioner.

På evalueringstidspunktet i august 2017 havde 10 kvinder og 23 børn fået behandling i Illermit. Kvinderne har en gennemsnitsalder på 33,5 år.