Ny hjælp til voldsramte grønlandske kvinder i Danmark

Organisationen Danner vil med en ny indsats række ud til grønlandske kvinder i Danmark, som lider under vold og misbrug eller eftervirkninger af det.
16. november 2017 15:42

Al for mange kvinder i Danmark med grønlandsk baggrund lider under fysisk og psykisk vold eller traumer af det.

Samtidig oplever mange af kvinderne, at de ikke ved, hvor de skal søge hjælp eller ikke bliver forstået, når de henvender sig til de danske myndigheder for hjælp.

Det fremgår bl.a. af rapporter, som Rådet for Socialt Udsatte og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har fremlagt de seneste år.

Men det skal et nyt projekt fra organisationen Danner være med til at ændre på. Med knap en million kroner i ryggen fra statens satspuljemidler søger organisationen nu en grønlandsksproget socialrådgiver, der skal være med til at nå ud til voldsramte grønlandske kvinder i Danmark.

LÆS OGSÅ Økonomisk støtte til socialt udsatte grønlændere

- Især den sproglige barriere kan være enorm afgørende. Derfor synes vi, at det var vigtigt, at man i Danmark også laver en indsats, hvor man kunne opsøge herboende grønlandske kvinder, som måske er udsat for vold og give dem nogle informationer om, hvad det er for nogle rettigheder, man har i Danmark. Hvad det vil sige at være udsat for vold, og hvor man kan få hjælp, siger leder af Danners Videnscenter, Mette Marie Yde, til KNR.

LÆS OGSÅ Satspuljemidler er ikke indireke bloktilskud

Erfaring fra krisecentre i Grønland

Gennem adskillige år har Danner været med til at undervise medarbejdere og frivillige på Grønlands syv krisecentre i hjælpen til voldsramte og socialt udsatte kvinder.

Og selv om vold og konsekvenser af vold er ens uanset kultur, afhænger mulighederne for at bryde ud af fx et voldeligt forhold i høj grad af kultur og normer, påpeger Mette Marie Yde.

Erfaringer fra de grønlandske krisecentre viser, at grønlandske kvinder ofte tager et meget stort hensyn til familien og måske et helt lokalmiljø i overvejelserne om at bryde med en voldelig partner. En tendens, der har rødder i en stærk, social kultur.

LÆS OGSÅ Ny hjælp til udsatte grønlændere i Aarhus

- Det er jo enorm fantastisk og faciliterende for, at man hjælper hinanden og støtter hinanden. Men det kan også være en enorm barriere for at bryde ud af et voldeligt forhold, fordi man indgår i en større sammenhæng end bare i relation med den ene person. Det kan være en særlig sårbarhed, siger Mette Marie Yde.

Derudover kan en problemfyldt opvækst også spille kraftigt ind på, hvem der ender i et forhold med vold og misbrug.

- Har man tidligere i sin opvækst oplevet vold eller misbrug, har man også en særlig sårbarhed. Det gør sig også gældende for nogen af de herboende grønlandske kvinder, siger Mette Marie Yde.

Borgermøder rundt i Danmark

Danner har lovet Socialstyrelsen , at organisationen i løbet af det kommende år vil nå ud til mindst 300 grønlandske kvinder.

Det skal bl.a. ske gennem borgermøder rundt om i Danmark, fx hos De Grønlandske Huse og i grønlandske foreninger. På den måde håber Mette Marie Yde, at muligheden for at få hjælp vil blive spredt - også til kvinder, der måske ikke dukker op på møderne.

LÆS OGSÅ Unge mænd flytter til Danmark uden job, bolig eller dansk

- Det kan jo være, at man sidder iblandt deltagerne og selv er udsat, eller har været det, og kan genkende det og har brug for rådgivning. Det kan også være, at man genkender nogle mønstre hos andre, som man kan hjælpe videre, eller man kan anbefale at tage kontakt, siger Mette Marie Yde.

Projektet går efter planen i gang efter nytår, når Danner har ansat en grønlandsksproget socialrådgiver.