Olsvig: Vold mod kvinder skal stoppes

Lørdag er FNs internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder, og Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen Sara Olsvig slår i den forbindelse fast, at vold aldrig kan retfærdiggøres og at alle har ret til et liv uden vold.
Foto © : European Parliament/Pietro Naj-Oleari
Skrevet af Thomas Munk Veirum
25. november 2017 12:09

Budskabet er ifølge Olsvig centralt for Grønland, da undersøgelser viser, at 62 % af landets voksne kvinder på et tidspunkt har været udsat for vold.

- At 62 % af kvinderne i vores land på et tidspunkt har været udsat for vold er alt for høje tal. Det viser, at vi konstant må have fokus på at knække kurven og mindske vold mod kvinder, udtaler Sara Olsvig i en meddelelse.

LÆS OGSÅ Ny hjælp til voldsramte grønlandske kvinder i Danmark

Ifølge Olsvig har Naalakkersuisut de seneste år blandt andet lavet et behandlingstilbud til voldsudøvere og etableret et landsdækkende krise- og behandlingscenter til voldsudsatte kvinder og deres børn

Sara Olsvig oplyser også, at Naalakkersuisut er ved at udvikle en strategi mod vold, som skal gælde efter 2017, og i den skal der blandt andet være fokus på forebyggelse, herunder forebyggelse af psykisk vold, øget viden om vold og udvidelse og udvikling af behandlingstilbud til voldsofre og voldsudøvere.

LÆS OGSÅ Canadiere demonstrerer mod vold mod kvinder

Ifølge sekretariatschef i Grønlands Ligestillingsråd er vold mod kvinder stadigvæk et stort problem her i landet, og derfor har Ligestillingsrådet et arrangement i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Inge Olsvig Brandt er dog godt klar over, at det bliver et langt sejt træk, før man er kommet problemet med vold helt til livs.

- Jeg ved ikke om sådan en dag vil være med til at stoppe volden i samfundet, men der bliver sat fokus på det. Det er spændende ved det her arrangement er, at vi for første gang i mange år har mændene med til at skabe en debat om voldkulturen her i landet, og det er et stort skridt i forhold til, hvad vi har oplevet tidligere, siger sekretariatschef i Grønlands Ligestillingsråd.

Arrangementet, som er åben for offentligheden, varer fra klokken 14 til 17.