Indsatsår mod voldtægt droppet

Det nye Naalakkersuisut går ikke videre med det særlige indsatsår mod voldtægt i 2014 alligevel, skriver naalakkersuisoq for Familie, Martha Lund Olsen i et paragraf 37-svar til Jens B. Frederiksen.
Skrevet af Jette Andersen
18. juni 2013 10:14

Og det på trods af, at et enigt Inatsisartut støttede forslaget, da det sidst blev behandlet.

Naalakkersuisoq for Familie Martha Lund Olsen begrunder det med, at der ikke er blevet sat penge af til det. Men det er en tynd undskyldning, siger formand for Demokraterne Jens B. Frederiksen.

- Det ændringsforslag, der kom fra Naalakkersuisut, drejede sig udelukkende om det skulle være i 13 eller i 14. Og derfor har jeg ingen forståelse for, at Siumut og Atassut nu synes, at der ikke skal være et temaår.

Men det er simpelthen fordi der ikke har været afsat midler i finansloven til projektet i 2014, siger naalakkersuisoq for Familie, Martha Lund Olsen.

- Selvom det har været drøftet og Inatsisartut har sagt at det var en god ide og alle var enige om det, så har der ikke været afsat midler til formålet.

Men det giver Demokraternes formand Jens B. Frederiksen ikke meget for.

- Der vil jeg gerne minde Martha Lund Olsen om, at der på efterårssamlingen her skal behandles finanslov for 2014. Og det er først i 2014 at pengene vil skulle bruges. Så det er en meget, meget tynd begrundelse for ikke at foretage sådan noget her.

Martha Lund Olsen skriver i sit svar til Jens B. Frederiksen, at selvom indsatsåret i 2014 nu ikke bliver til noget, så fremlægger naalakkersuisut selv en strategi til efterårssamlingen.

- Der er fire hovedområder. Det er indsatser, det er oplysningskampagner, det er mere viden omkring vold.

Men det stiller langt fra formanden for Demokraterne tilfreds.

- Hun omtaler alene vold i sit svar, og ikke voldtægt. Også henviser hun til at gerningsmænd normalt også har været udsat for vold i deres barndom. Men det her drejer sig ikke kun om gerningsmænd. Det drejer sig også om ofre, det drejer sig om alle aspekter omkring voldtægter. Så hun svarer faktisk slet ikke på det, jeg spørger om. Hun svarer på voldsområdet og ikke voldtægtsområdet.

I 2012 blev der i Grønland anmeldt 134 voldtægter og voldtægtsforsøg, skriver Jens B. Frederiksen i sit paragraf 37 spørgsmål.