Indledende forhandlinger i Kommune Kujalleq fredag formiddag

Ved kommunevalget tirsdag fik Siumut absolut flertal i tre af landets fire kommuner, hvor Kommune Kujalleq var et af dem. Her blev det tidligere landsstyremedlem Jørgen Wæver Johansen, der fik flest personlige stemmer. Sammen med sine partifæller fra Siumut, er han i fuld gang med de indledende forberedelser:
Skrevet af Mads Lynge
05. april 2013 04:55

 

- Vi er fuld gang med de indledende forberedelser til forhandlingerne, og i morgen formiddag indkalder vi de to andre partier, Inuit Ataqatigiit og Atassut, der er repræsenteret i kommunalbestyrelsen, siger Jørgen Wæver Johansen til KNR.

Han håber, at man kan nå til enighed i løbet af næste uge, så arbejdet i kommunalbestyrelsen kan komme i gang:

- Officielt starter valgperioden jo først den 1.maj, da Valgbarhedsnævnet også skal efterprøve de valgtes valgbarhed først. Men vi glæder os til at komme i gang med arbejdet, da samtlige partier er gået til valg på, at ville skabe større samhørighed i Kommune Kujalleq, siger Jørgen Wæver Johansen, der højst sandsynligt bliver ny borgmester i landets sydligste kommune.