To indlagte og omfattende smittespredning i Sisimiut
Landets andenstørste by er hårdt ramt af smittespredning med covid-19.
Lørdag er der fundet otte nye tilfælde i byen, og alle tilfældene er fundet uden for de kendte smittekæder.
Smitten er på flere arbejdspladser, institutioner og på selve sygehuset.
Der er med andre ord fri smittespredning i byen. Det meddeler Naalakkersuisut i en pressemeddelelse, og oplyser:
- Det er Grønlands hidtil største og mest omfattende udbrud af Covid-19, står der i meddelelsen.
To indlagte med covid-19
Samtidig er der indlagt to personer, hvoraf den ene har brug for behandling. KNR har været i kontakt med Landslægeembedet, der ikke kan uddybe de indlagtes tilstand af hensyn til de indlagtes privatliv.
I følge Naalakkersuisut er det særligt uvaccinerede personer, der holder liv i udbruddet og spreder smitten med covid-19.
LÆS OGSÅ Smittetallet stiger igen til ny rekord
- De fleste smittede er uvaccinerede eller vaccineret én gang. Det er helt overvejende yngre mennesker, der smittes og dermed holder udbruddet i gang.
Opretter testcenter
Lige nu arbejder myndighederne intenst på at oprette et testcenter i Sisimiut. Det er nemlig ikke muligt at stoppe udbruddet, hvis ikke der skabes mere testkapacitet, lyder det.
LÆS OGSÅ Smitteudbrud udskyder skolestart i Sisimiut
- Derfor er der i samarbejde med Qeqqata Kommunia ved at blive etableret et testcenter i Sisimiut. Kommunen har tilbudt at stille faciliteter og personale til rådighed, står der i meddelelsen.
Tidligere i dag meddelte Qeqqata Kommunia, at man har udskudt skolestarten i to skoler i Sisimiut for at undgå at smitten spreder sig endnu mere.
Lige nu er der 67 smittede med covid-19 i Grønland, hvilket er rekordhøjt.