Når vi skal sætte et X til Inatsisartutvalget 11. marts, vil der være en hel del flere mandlige kandidater at vælge imellem. Mere end dobbelt så mange mænd i forhold til kvinder stiller nemlig op til valget.

I alt er der 213 politiske kandidater. Heraf er 150 mænd, mens der er 63 kvindelige kandidater.

Spørger man kønsforsker Mariekathrine Poppel, der er emeritus ved Ilisimatusarfik, er tallene udtryk for, at der endnu ikke er ligestilling her i landet.

- Samfundet bliver ført på mændenes præmisser. Vores samfund er ret patriarkalsk. Vi ser det i ledergrupper og der, hvor beslutninger bliver taget, hvor der er en stor gruppe mænd, mens kvinderne stadig udgør en lille andel. Og det ser vi også nu til valgene, siger hun.

Inuit Ataqatigiit (IA) har som det eneste parti en overvægt af kvindelige kandidater til valget til Inatsisartut 2025. Hvorimod Naleraq og Qulleq er de partier med færrest kvindelige kandidater, hvis man kigger på antallet af kandidater. Her udgør kvinderne godt en femtedel af de samlede kandidater i de respektive partier.

Retter vi blikket tilbage i tiden til det sidste valg i 2021, udgjorde kvinderne godt 28 procent af kandidaterne. Dengang var det IA og Demokraatit, der havde flest kvindelige kandidater, som udgjorde 40 procent, fortæller Mariekathrine Poppel.

Kvinder har flere opgaver i hjemmet

En af de nye kvindelige kandidater til Inatsisartutvalget er Ruttsi Lynge Lennert. Hun er en af de tre kvindelige kandidater, der stiller op for det nye parti, Qulleq. Og hun har også bemærket, at der ikke er ligeså mange kvinder som mænd på stemmesedlerne.

Det kan ifølge hende skyldes, at ansvaret for hjemmet ofte hviler på kvindernes skuldre.

- Kvinder har flere opgaver i hjemmet som at passe små børn, bringe børn til børnehaver og lignende dagligdagsopgaver, siger hun.

Og så vurderer hun også, at det er en ekstra svær tid at stille op til valg.

- Vores liv bliver meget påvirket af den amerikanske præsidents (Donald Trump, red.) udmeldinger om Grønland. Når vi vågner om morgenen, tænker vi, hvad mon han nu har sagt, siger Ruttsi Lynge Lennert og tilføjer, at hun håber, at der i fremtiden vil komme flere kvindelige kandidater.

Et vendepunkt

Men kigger man historisk set, så har kvinder ikke fyldt så meget på stemmesedlerne til Inatsisartutvalg gennem årene.

Efter de to første Inatsisartutvalg i henholdsvis 1979 og 1983 var der kun mandlige politikere at øjne i landstingssalen. Der blev nemlig slet ikke stemt nogle kvindelige politikere ind.

- Men i perioden derefter steg kvindernes andel langsomt. Og valgåret 2002 blev et vendepunkt. Der steg kvindernes andel fra under 20 procent til 36 procent.

- Da Arnat Partiat (Kvindepartiet) stillede kandidater med klare feministiske mål – at skabe ligestilling i politik og erhvervslivet – sørgede andre partier for at stille flere kvinder i deres respektive partier. Og det lykkedes at få forøget kvindernes andel i Inatsisartut, siger Mariekathrine Poppel.

Men det er ikke kun i landstingssalen, kønsfordelingen blandt politikerne kan mærkes.

Det kan det i den grad også i resten af samfundet, mener Mariekathrine Poppel.

- Det grønlandske arbejdsmarked er meget kønsopdelt, som giver forskellige erfaringer, interesser, og hvad man kan bidrage med. Dette ses også tydeligt i KNR’s valgudsendelser, hvor kvindernes erfaringer inden for velfærdssystemet kommer tydeligt frem, vurderer kønsforskeren og fortsætter:

- Der har været perioder, hvor spørgsmål som kvinder beskæftigede sig med, er vundet frem, og så har der været dyk igen. De kvindelige politikere har eksempelvis sat vold på den politiske dagsorden, hvor der blev dannet krisecentre rundt omkring i Grønland.

Hvor mange kvinder der i de næste fire år vil være at finde i landstingssalen, må vi se, når Inatsisartutvalget løber af stablen 11. marts.