Inatsisartuts forårssamling er droppet

Coronakrisen har aflyst forårssamlingen. Der er ingen kræfter til at holde samling, siger formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.
Inatsitartut vedtog en hastelov i fra en næsten tom sal i går. Der måtte nemlig højst være 10 personer ad gangen i salen - imens opholdt resten af medlemmerne sig på deres eget kontor og fulgte debatten derfra. På grund af rejseforbuddet var 13 medlemmer og tre suppleanter var mødt op. Mindst 16 medlemmer skal være samlet for at behandle et lovforsalg. Foto © : Pele Broberg
02. april 2020 11:46

Det bliver ingen forårssamling i Inatsisartut i år.

Det sagde formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), i går. 

- Jeg kan sige, at der ikke bliver nogen forårssamling. Vi ved ikke, hvordan corona kommer til at udvikle sig, men vi har en situation at håndtere, indtil epidemien er ovre. Derfor er alle partiformænd enige om et fælles forslag til Inatsisartuts formandsskab om, at der først skal være samling til efteråret, sagde Kim Kielsen. 

I Grønland er der 10 smittede med coronavirus - alle bor i Nuuk. Selv om det tal er langt mindre end i Danmark og på Færøerne, har coronakrisen sat landet i noget, der ligner en undtagelsestilstand: 

Der er ingen flyvning med passagerer - hverken til og fra landet eller indenrigs. I Nuuk må højst 10 mennesker samle sig, og blandt andet uddannelsesinstitutioner, daginstitutioner og folkeskoler holder lukket. 

LÆS OGSÅ Nu må myndigheder tvangsbehandle personer

Også i resten af landet holder skolerne lukket lige nu. 

Ifølge Kim Kielsen betyder det, at Selvstyrets medarbejdere bruger størstedelen af deres tid på coronakrisen.

- Der er stor mangel på i Selvstyrets administration lige nu, siger han. 

Og derfor bliver der ingen samling for landets politikere før fredag den 25. september. 

Sidste frist for indlevering af lov- og beslutningsforslag er 21. august. 

Inatsisartuts formand, Vivian Motzfeldt, har ikke ønsket at kommentere sagen i dag.

LÆS OGSÅ Tvangsbehandling og forbud: Det skal Inatsisartut stemme om 

I går holdt politkerne dog en helt ekstraordinær samling. Der var blot to punkter på dagsordenen: Der skulle sættes en dato for Efterårssamlingen, og en hastelov skulle vedtages. 

Hasteloven giver eksempelvis tilladelse til at tvinge personer til at blive undersøgt, indlagt og behandlet, hvis personen er syg eller mistænkes for at være syg.

Loven forbyder også forsamlinger, og det betyder, at politiet kan opløse forsamlinger, hvis der er smittefare. I den forbindelse kan politiet også bryde ind i lokaler uden en dommerkendelse.