Inatsisartut indleder forårssamlingen i dag

Når det politiske forår i dag lægger fra land i Inatsisartut, er der ikke udsigt til en samling, hvor de tungeste emner undervejs munder ud i nye love. Landstingssalen skal derimod lægge rum til de første redegørelsesdebatter om en række store reformer, som landet står overfor.
13. april 2012 06:29

Der er altså mere tale om, hvad man kan betegne som en stor mellemregning. 

Naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen sætter sin redegørelse om storskalaprojekterne på tinge. Den lægger især op til diskussion af, hvilke løn- og arbejdsvilkår, udefrakommende arbejdskraft i den forbindelse skal have.

Og så vil naalakkersuisoq-kollega Jens B. Frederiksen med sin boligredegørelse give svar på, hvordan regeringen mener, man skal løse de kolossale problemer med landets hendøende boligmasse.

Og ikke mindst vil naalakkersuisoq for uddannelse Palle Christiansen præsentere sin uddannelsesstrategi, som tilsyneladende blandt andet indebærer et forslag om at splitte Ilisimatursarfik op i to universiteter.

Det bliver også på denne samling, at Siumut går i brechen for at få indført royalities på råstofprojekter.

De folkevalgte skal forsøge at nå igennem i alt 134 dagsordenspunkter og har i år fået lidt længere tid til det end på tidligere forårssamlinger. Samlingen slutter nemlig først den 30. maj.