Inatsisartut afgør landingsbaners længde
Forlængelsen af landingsbanerne i Ilulissat og Nuuk er et af årets helt hede emner.
Naalakkersuisut har lagt op til en forlængelse af banerne til 1199 meter. Naalakkersuisoq Knud Kristiansen gør det dog klart, at han ikke stiller sig i vejen, hvis der er opbakning til kommunernes ønske om endnu flere nye meter.
- Det er Inatsisartut suverænt, der skal beslutte det, siger naalakkersuisoq for infrastruktur, Knud Kristiansen til KNR.
Længere radius giver vækst
Han gør det klart, at han ser nogle klare perspektiver både i forlængelser til 1199, men i høj grad også i den længere version på 1799 meter.
- Den mindste vi har bedt om, det er så 1199 meter med den begrundelse, at vi ønsker en kontrolleret vækst, men hvis det bliver 1799 meter, så ved vi, at radiussen den bliver meget større.
Læs også Asii og Knud vil forlænge banen
Læs også Air Iceland: Qaqortoq Lufthavn ikke en prioritet
Knud Kristiansen henviser til den radius, flyenes rækkevidde vil være på, hvis banen blive længere. Her vil 1799 meter betyde, at større fly vil kunne flyve til Ilulissat og Nuuk fra Keflavik på Island.
Det vil ifølge Kristiansen betyde en gevinst for erhvervslivet og ikke mindst turismen.
Samfundet skal følge med
Årsagen til, at Naalakkersuisut alligevel lægger op til en 1199 meter-løsning er som sagt, at man ønsker en kontrolleret vækst, hvor samfundet også kan følge med.
- Forlængelserne og anlæggelserne skal passe til samfundets niveau, og den iver vi er efter i Naalakkersuisut. Turismen og erhvervslivet det skal følge med. Hotellerne og alt det andet, siger Kristiansen.
Glad for klare meldinger
Kommuneqarfik Sermersooq har gjort det klar, at de ønsker 1799 meter, og Qaasuitsup Kommunia ønsker det samme og har sågar haft drømme om knap 3000 meter asfalt.
Læs også Qaasuitsups soloprojekt påvirker hele landet
Om Inatsisartut også vil efterkomme de ønsker, må fremtiden vise, men Knud Kristiansen glæder sig over de klare udmeldinger.
- Jeg er uroligt glad for, at kommunerne har meldt deres mening meget klart. Det er noget, jeg kan bruge, og det er noget, vi sammen kan bruge.
- Det betyder også, at Inatsisartut får de oplysninger og fakta, de har brug for. Om det bliver 1199 eller 1799 meter, det overlader jeg til Inatsisartut.
Naalakkersuisuts lufthavnspakke bliver 1. behandlet 12. november.