Immiaq-lov bliver ikke ophævet

Loven om forbud mod hjemmebrænderi er nødvendig. Også selvom der ikke er mange anmeldelser, siger departementschef for Sundhed, Ann Birkekær Kjeldsen.
Skrevet af Jette Andersen
20. december 2011 09:57

- Vi ved, at alkohol har stor sammenhæng med sociale katastrofer, såsom seksuelle overgreb, vold, voldtægt og selvmord, fra vores befolkningsundersøgelser. Så der er en grund til, at den lov er der, og folk skal ikke bare have lov til at kunne brygge løs derhjemme og dermed have uhindret adgang til beruselse, siger departementschef for Sundhed, Ann Birkekær Kjeldsen.

Hun har svært ved at sige, hvad der kan ske, hvis loven om forbuddet mod hjemmebryg blev ophævet. Men hun formoder, at det ville være lettere at få stærke drikkevarer.

- Og vi ved, at det har nogle uheldige konsekvenser. Så jeg synes ikke, at der er nogen grund til at gøre det sværere, i forhold til at nå målsætningerne, siger Ann Birkekær Kjeldsen.

Derfor skal der stadigvæk være en lov, der forbyder hjemmebryg, mener departementschefen. I begyndelsen af denne måned fortalte Radioavisen ellers, at politiet kun har fået fire anmeldelser i hele 2011 om hjemmebryg, hvoraf der blev oprettet sager i kun to af sagerne.

Men loven er til for at borgerne kan holde sig indenfor lovens rammer.

- Det er sådan, at vi her i Grønland, har en meget restriktiv alkoholpolitik. Og det har vi blandt andet på grund af, de store udfordringer vi har, i forbindelse med folks brug af alkohol.

Og selvom der ikke er specielt mange anmeldelser til politiet, så er der ingen planer om at ophæve loven om forbud mod hjemmebryg. For den er med til at give borgerne et signal om, at hjemmelavet øl, vin og spiritus er uhensigtsmæssig, og som politikerne har vurderet til at være til skade.

- Og heldigvis er der jo rigtig mange mennesker i det her land, som følger loven til punkt og prikke, og det sikrer sådan en lov. Selvom der ikke er mange lovovertrædelser eller anmeldelser, så er det ikke et tegn på, at der ikke er behov for at have den her lov.

Desuden er den øl, vin og spiritus, der kan købes i butikker, afgiftsbelagt.

- Hvis man gav det her område fuldstændig frit, jamen så ville statskassen jo miste en hel del indtægter.