BILLEDER Ilulissat taler kinesernes sprog
Byen har i øjeblikket besøg af repræsentanter fra kinesiske, islandske, danske og grønlandske rejsebureauer i et turistfremstød de kalder ’Chinese Arctic Travel Summit’.
Og Hotel Arctic satser så meget på flere kinesiske turister, at hotellets hjemmeside nu også findes i en kinesisk version.
- Siden den direkte flyrute mellem Reykjavik og Ilulissat åbnede, har vi oplevet et stigende antal kinesiske gæster, og denne udvikling ønsker vi at stimulere, siger direktør Erik Bjerregaard, Hotel Arctic.
Læs også Turismen er støt stigende i Barentsregionen
Fleksible planer med gode alternativer
’Chinese Arctic Travel Summit’ er sat i stand via et samarbejde mellem Qaasuitsup Kommunia, Visit Greenland og de involverede grønlandske turismeoperatører, inklusiv Air Greenland og Air Iceland.
Og gæsterne har både været en tur på indlandsisen ved Kangerlussuaq, på snesko i Sermermiut og på udflugter i og omkring Ilulissat. Hundeslædeturene blev aflyst, da kuskene tjener mere på at fange hellefisk, og de planlagte sejlture blev lagt på is af vejret. Men i Visit Greenland er de alligevel tilfreds med deres program.
- Alle i turistbranchen her ved, at tingene ikke altid går efter den oprindelige plan, men folk der arbejder med det erhverv her er mestre i at få tingene til at gå op i en højere enhed og tilbyde alternativer, der er lige så uforglemmelige, så alt i alt er vores gæster fra Østen meget tilfredse og glade, siger Malik Milfeldt fra Visit Greenland.
Læs også Mange turisters planlagte hundeslædeture går i fisk
Flere og flere kinesere besøger Grønland, derfor har Visit Greenland sat dette turistfremstød sammen, hvor de større, lokale turistvirksomheder får lejlighed til at vise, hvad de har at byde på.
- Ligeledes vil kineserne blive præsenteret for Newport-projektet, altså planerne om landingsbaneudvidelsen bl.a., så det ser vi alle frem til, tilføjer Malik Milfeldt.
Og de kinesiske gæster ser ud til at nyde præsentationen, for den lokale mad går som varmt brød og i aften skal de til modeshow bl.a. med pelse fra Great Greenland, design af Nuuk Couture og af Isaksen.