Ildsjæl vinder pris for arbejde med børn og unge

Emil Krogh er aktiv i idrætslivet i Nanortalik, og nu modtager han en pris for sit engagement.
Med prisen følger en præmie på 20.000 kroner. Foto © : Grønlands Politi
07. juni 2024 14:36

PiSiu - Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd har sammen med Nunaanni Brugseni uddelt PiSiu prisen for anden gang.

Den gives til nogle, som gør en forskel på det kriminalpræventive område, og er en hyldest af de mange ildsjæle, projekter og initiativer, der hver dag spiller en stor rolle i arbejdet med at forebygge kriminaliteten i Grønland.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

I år er prisen gået til Emil Krogh, som arbejder frivilligt med børn og unger i Nanortalik. Han er en, som de unge føler sig trygge ved, og han er med til at skabe et frirum for dem.

- Emil vinder prisen, fordi han er en ildsjæl ud over det sædvanlige. Han er en rollemodel – ikke bare for byens børn og unge, men også for andre voksne, der går og drømmer om at gøre en forskel på det kriminalitetsforbyggende område, siger PiSius rådsformand Julie Lynge i pressemeddelelsen.

Emil er en aktiv del af idrætslivet i Nanortalik og har været medvirkende til, at der kom liv i klatreklubben.

Med prisen følger en præmie på 20.000 kroner.

- Formålet med PiSiu-prisen er at hylde og støtte projekter i Grønland, som yder en ekstraordinær indsats inden for det kriminalpræventive område. Vi håber, at de 20.000 kroner vil gavne og styrke de initiativer, som Emil allerede har igangsat, og at de samtidig giver mulighed for at nå nye mål med sit projekt, siger Julie Lynge.

Prisuddelingen blev afholdt i hallen i Nanortalik, hvor byens borgere var inviteret med til fejringen af Emil Krogh og hylde hans lokale arbejde.