Ildelugtende affald er fjernet: Lossepladsen i Kulusuk er blevet ryddet op

Lossepladsen i bygden Kulusuk er blevet ryddet op. Tidligere lå der lugtende affald og flød, og det var ikke et kønt syn for hverken lokale eller turister.
Skrevet af Virna Kromann
06. september 2019 07:19
Versionist Malik Brøns

- Der er normalt ingen turister, der nærmer sig lossepladsen. Lossepladsen er meget synlig når man flyver over Kulusuk, og derfor vil oprydningen vende om på den oplevelse, siger en af de lokale, Bendt Abelsen.

Det er virksomheden 60 North Greenland, som har stået for oprydningen og gjort det pænt på lossepladsen.

Selv om bygden har et forbrændingsanlæg, er det ikke lykkedes for Kommuneqarfik Sermersooq at få det til at køre optimalt, og den er efterhånden blevet lukket ned. Derfor lå der en stor mængde lugtende affald og flød ved lossepladsen, hvilket ikke var en køn oplevelse for de lokale og turister.

LÆS OGSÅ Nye affaldsinvesteringer er mange skridt i den rigtige retning

Det er dog ikke kun det ildelugtende affald, der bliver fjernet. Gamle forladte huse bliver også revet ned for at blive lavet om til enten legeplads eller bænkeplads til glæde for borgere og turister.

-  Lossepladsen lugter også. Jeg plejer at dumpe affald fra mit arbejde i Pilersuisoq, siger Bendt Abelsen.

Affaldshåndteringen fungerer ikke i bygderne

Baggrunden for miljøarbejdet er en fælles kommunal tiltag fra landets fem kommuner. De har nemlig slået sig sammen for at bekæmpe affaldet i byer og bygder ved at danne det nye affaldsselskab ESANI A/S.

- I dag har mange byer og bygder en grim bagside. En dump, hvor affald fra årtier har hobet sig op, men det er på vej til at ændre sig, skrev Kommuneqarfik Sermersooq i en pressemeddelelse tilbage i april.

Og affaldsselskabet er nu startet på at gøre rent i bygderne i Østgrønland.

- Det fungerede ikke i bygderne, så det vi arbejder på er, at de i bygderne skal lære at pakke deres affald og håndtere det med det samme. Så kommer vi forbi engang imellem med skib og sejler det til Nuuk, hvor vi vil brænde det, siger direktør for affaldsselskabet, ESANI A/S, Frank Rasmussen.

LÆS OGSÅ Kommunerne danner fælles affaldsselskab

Tiltaget handler blandt andet om at hente affald fra bygder og byer, som så bliver bragt til forbrændingsanlæggene enten i Nuuk eller Sisimiut.

Positiv udvikling for Kulusuk

Kommuneqarfik Sermersooq har tildelt opgaven med oprydningen og transporten af affaldet i Østgrønland til den sydgrønlandske virksomhed 60 North Greenland.

- Vi har i de sidste tre år varetaget miljøarbejdet i Østgrønland. Vi er blevet færdige med to bygder og er nu i gang med den tredje, siger formanden for Shipping Controller i 60 North Greenland, Emil Lyberth.

Oprydningen af lossepladsen er dog ikke helt færdig, men synet af det foreløbige arbejde har skabt vilje til endnu mere oprydning, mener en af de lokale.

- Vi har haft stor oprydning i og omkring Pilersuisoq i går. Bygdelossepladsen er blevet så flot. Så følger alt andet også med den positive udvikling, siger Bendt Abelsen.