Maasi får ros efter optræden med TV2

Forsangeren i det populære danske band TV2 roser Maasi Pedersen, der optrådte med bandet på Smukfest i Skanderborg søndag aften.
Skrevet af Kenneth Elkjær
10. august 2016 12:50

Den grønlandske rapper, der til daglig er journalist her på KNR, viste sine evner foran 35.000 glade festivalgæster. I en mail til KNR skriver TV2-forsangeren Steffen Brandt, at grønlænderne kan være stolte af deres landsmand.

- Vi har jo flere gange haft den store glæde at spille med Maasi ved vores julekoncerter i Nuuk og har beundret hans timing og flow. Vi synes også det danske publikum skulle have fornøjelsen af at opleve ham. Omkring 35.000 mennesker så ham og gav i den grad udtryk for deres begejstring, skriver en begejstret Steffen Brandt.

Maasi Pedersen var en blandt flere prominente gæstekunstnere på scenen til TV2s koncert, der lukkede den store festival udenfor Aarhus. Tina Dickow, Marie Key og Minds of 99 optrådte også med bandet.

Koncerten mødte efterfølgende store roser fra de danske anmeldere. Både BT og Gaffa uddelte fem stjerner for TV2s show.

- Et sted mellem musikalsk løssluppenhed og et sjældent determineret TV-2 blev afslutningskoncerten en femstjernet oplevelse, skrev BTs anmelder Jan Have Eriksen om koncerten.

Maasi Pedersen var da også glad for sin egen optræden, selvom der var en lille sprogbarriere mellem publikum og ham.

- Det var en fed oplevelse. Det kan godt være, at de fleste ikke forstod hvad jeg sagde, men alle forstod mit flow, siger rapperen, der blev kendt som en del af gruppen Prussic.

- De er nogle fantastiske mennesker, siger Maasi Pedersen om TV2, som han har optrådt med flere gange i Grønland, når bandet har været på besøg.

Se hele koncerten på dr.dk