ICC pioner runder de 65

I dag er det 65 år siden at Aqqaluk Lynge så dagens lys i Aasiaat, og de 65 år er blevet brugt i grønlændernes og inuitternes tjeneste. Fra sin plads på den politiske venstrefløj var han en af hovedmændene bag sommerstævnet Aasivik, og senere hen var han medstifter af det nuværende regeringsparti IA.
Skrevet af Peter Troelsen
12. oktober 2012 14:31

Det var også som repræsentant for IA at Lynge i 1983 blev indvalgt i Landsstyret og senere medlem af Landstinget. Sideløbende med sin politiske karriere var Aqqaluk Lynge også aktiv i etableringen af Inuit Curcumpolar Counsil, hvor han siden 1980 har været et stort aktiv for foreningen, der kæmper inuitternes sag verden over. To gange har han været formand for ICC, og også i FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender har Aqqaluk Lynge haft et stort ord at skulle have sagt i sin funktion som næstformand.

I år fik Aqqaluk Lynge den store udmærkelse og ære at blive udnævnt til æresdoktor på Dartmouth College i USA. Ved den lejlighed blev han af rektor på universitetet og præsident i Verdensbanken Jim Yong Kim omtalt som menneskeretsforkæmper på linje med Nelson Mandela og Martin Luther King.