ICC med til at skrive historie i FN
Der blev skrevet historie nede i FN’s Menneskerettighedsråd, da der den 18. og 19. juli blev holdt møder om oprindelige folks deltagelse i FN. For første gang foregik der en formel og direkte dialog mellem medlemslandene og oprindelige folk.
Til stede var forkvinden for organisationen Inuit Circumpolar Council (ICC), Sara Olsvig, der både var paneldeltager og holdt flere oplæg.
I en pressemeddelelse fra ICC udtaler Sara Olsvig blandt andet dette om det historiske møde:
- Hidtil har oprindelige folk deltaget som eller gennem NGO'er eller som statsdelegerede. Dette møde var historisk og vigtigt, og fungerede som en milepæl i de mange års arbejde for anerkendelse af oprindelige folks ret til at deltage i FN, sagde hun.
Flere års arbejde
Arbejdet for at styrke oprindeligge folks stemme i FN har stået på i mange år og er helt konkret forankret i en såkaldt deklaration om oprindelige folks rettigheder, som én gang for alle slår fast, at oprindelig folk har ret til at deltage i beslutningsprocesser om forhold, som påvirker dem.
ICC har deltaget aktivt i arbejdet med at fremme. Og i pressemeddelelsen understreger Sara Olsvig vigtigheden af det arbejde:
- Selvom FN endnu ikke har sikret ligeværdig deltagelse for oprindelige folks egne myndigheder, har oprindelige folk bidraget væsentligt til udviklingen af FN-instrumenter inden for menneskerettigheder, klimaindsats, biodiversitet, miljøbeskyttelse og meget, meget mere, siger hun og fortsætter:
- Oprindelige folks bidrag viser, hvorfor det er vigtigt, ikke kun for oprindelige folk, men for FN og menneskeheden generelt, at oprindelige folk sikres ligeværdig deltagelse – ikke som NGO'er, men gennem deres egne styrende organer, afslutter Sara Olsvig i pressemeddelelsen fra ICC.