IA: KANUKOKA skal ikke splittes

KANUKOKA skal fortsat udgøre en enhed og ikke splittes op i tre dele. Sådan lyder opfordringen fra Inuit Ataqatigiit i Qaasuitsup Kommunia forud for det ekstraordinære delegeretmøde i KANUKOKA på onsdag.
Foto © : Simon Uldum
11. januar 2016 04:31

Gruppeformand for IA i Qaasuitsup Kommunia, Bendt B. Kristiansen beklager sig over, at kommunalbestyrelsen endnu ikke har fået en konkret henvendelse i forbindelse med debatten om KANUKOKA's fremtidige placering.

- Og derfor er det svært at blande sig i debatten, skriver han i en pressemeddelelse - men vil dog alligevel gerne melde sig under fanerne og siger.

- Vi i Inuit Ataqatigiit i Qaasuitsup Kommunia mener, at KANUKOA fortsat skal være en enhed. KANUKOKA vil blive svækket ved at blive delt op, og derved vil de tre kommuner, det vedrører ikke kunne styrkes, udtaler Bendt B. Kristiansen.

Læs også Palle Jeremiassen: Dårlig idé at splitte KANUKOKA

Kommentaren kommer efter at et flertal i KANUKOKA's bestyrelse ifølge AG ønsker kommuneforeningens administration delt i tre med et kontor i hver af de tre tilbageværende kommuner. Det sker efter at Kommuneqarfik Sermersooq ved nytår formelt trådte ud af KANUKOKA.

IA's Bendt B. Kristiansen understreger, at der er tale om store ansvarsområder, som skal overgå til kommunerne, og derfor bør KANUKOKA være velfunderet eet sted for at yde den bedste rådgivning og service til borgerne.

- Vi ønsker en struktur i KANUKOKA med en bestyrelse, der ikke styres af borgmestrene, men som skal varetage alle de fire kommuners interesser, lyder ønsket fra IA's gruppeformand i kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia.