IA inden nyt folketingsår: Regeringen bør være mere kritisk over for Naalakkersuisut

Danmarks regering bør være mere kritisk, når det gælder Naalakkersuisuts indsats over for børn og unge. Det mener folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA).
Aaja Chemnitz Larsen mener, at den danske regering bør være mere kritisk over for, hvordan penge til socialområdet i Grønland bliver brugt. Foto © : Maalia Lynge Christiansen
06. oktober 2020 14:04

"Vagthund".

Sådan definerer Inuit Ataqatigiit i Folketinget selv sin rolle det kommende år på Christiansborg. Og den rolle bør den danske regering også tage på sig over for Grønland.

Det mener Aaja Chemnitz Larsen (IA), som tirsdag tager hul på et nyt år i Folketinget.

For den danske regering er for ukritisk over for forhold i Grønland, som Danmark enten støtter økonomisk eller selv har et medansvar for, mener IA-politikeren.

LÆS OGSÅ Folketingsmedlemmer glæder sig over penge til grønlandske børn

Det gælder især hjælpen til børn og unge, som regeringen sidste år afsatte 100 millioner kroner til frem til og med 2023.

Det skete efter pres fra oppositionen i Inatsisartut, som tvang Naalakkersuisut til at bede Danmark om hjælp - selv om Grønland har haft ansvaret for socialområdet siden 1980.

Men pengene bliver brugt forkert, mener Aaja Chemnitz Larsen.

- Mange af de initiativer, der er blevet peget på, er ren brandslukning. Når vi for eksempel opretter væresteder, er det jo en erkendelse af, at forældrene går ud og drikker sig i hegnet i weekenderne, uden at vi hindrer, at der sker omsorgssvigt af børnene. 

LÆS OGSÅ Børn og unge får fem væresteder omkring lønningsdag

Sidste år skrev den danske socialminister, Astrid Krag (S), og naalakkersuisoq for sociale anliggender og familie, Martha Abelsen (Siumut) under på, at de vil samarbejde om en indsats for udsatte børn og unge i Grønland.

I august præsenterede naalakkersuisut og regeringen 16 anbefalinger til, hvordan hjælpen til børn og unge i Grønland bliver bedre.

Men alt for få anbefalinger handler om, hvordan man laver forebyggende indsats - helt ned til børn i 0-2-års alderen, mener Aaja Chemnitz Larsen.

- Hvis vi bare gør mere af det samme - det er sådan set det, der lægges op til - så får vi også det samme resultat.

Derfor bør den danske regering også sætte krav til, hvordan de 100 millioner kroner bliver brugt. 

- Det er vigtigt, at Danmark er opmærksom og påpasselig over for, hvilke initiativer vi sætter i gang. Eller er det egentlig bare at være en sovepude for Grønlands regering i forhold til at løfte et område, som egentlig er vores eget? siger Aaja Chemnitz Larsen.

LÆS OGSÅ Danmark øremærker millioner til klimaovervågning og socialområdet i Grønland

Også inden for menneskerettighederne, mener IA-politikeren, at den danske regering bør skrue bissen på over for Naalakkersuisut.

For Danmark har underskrevet FN's Menneskerettigheder for hele rigsfællesskabet. Men det halter med at leve op til flere af dem, blandt andet inden for handikapområdet, mener Aaja Chemnitz Larsen.

Flere rejserapporter fra Tilioq - Handicaptalsmanden - viste, at personer med handikap i Grønland har ringe vilkår.

- Rent politisk har der ikke været nogen opfølgning på den kritik, som Tilioq er kommet med, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Det har hun derfor tænkt sig at tage op over for den socialdemokratiske regering i det nye år.