Danmark øremærker millioner til klimaovervågning og socialområdet i Grønland

Den danske regering vil afsætte 9,5 millioner kroner til at overtage klimaovervågning fra NASA, og så fortsætter den danske indsats på socialområdet.
Danmarks finansminister Nicolai Wammen præsenterede finanslovforslaget mandag. Foto © : Scanpix
01. september 2020 14:04

Samtidig med at Naalakkersuisut præsenterede forslag til finansloven for 2021 i går, gjorde den danske regering det samme. 

Og der er flere konkrete initiativer til Grønland, som den danske regering vil finde penge til.

Et af dem handler om klimaforandringernes omfang og konsekvenser. Regeringen vil blandt andet afsætte 9,5 millioner kroner årligt i 2021 og 2022 til at overtage GC-NET fra det amerikanske rumagentur NASA.

LÆS OGSÅ Vittus Qujaukitsoq: Underskud til næste år kan ikke undgås

GC-NET står for Greenland Climate Network. Netværket består af 18 klimastationer, der er spredt ud over den centrale del af indlandsisen.

Overtagelsen af GC-NET skal sikre, at der fortsat er unikke data til klimaovervågningen af Grønlands indlandsis. På den måde vil viden om klimaforandringerne være af højeste kvalitet, lyder det i finanslovsforslaget.

Hjælp til seksuelle krænkere

Den danske socialminister Astrid Krag var for nylig på besøg i Nuuk.

Her præsenterede hun 16 anbefalinger til socialområdet, som regeringen og naalakkersuisut er blevet enige om. 

En af anbefalingerne er, at en programindsats skal oprettes i Kriminalforsorgen. Den skal arbejde med de indsatte, der er dømt for seksualforbrydelser.  

LÆS OGSÅ IA og Naleraq er utilfredse med Naalakkersuisuts forslag til finanslov: Det kan gøres bedre

Det vil den danske regering afsætte 1,9 millioner til i 2021.

Derudover vil regeringen i Danmark afsætte 2,7 millioner kroner til gennemføre en ændring af den grønlandske retsplejelov.

Formålet med ændringen er at styrke ofrenes retsstilling i kriminalsager. Det skal ske ved blandt andet at indføre en vejledningspligt for politiet og en underretningspligt over for ofret eller efterladte nære pårørende i forbindelse med kriminalsager.