I oktober blev 108 patienter væk fra deres aftale på sygehuset i Sisimiut

Det går ud over andre patienter, når borgere udebliver fra deres aftaler med sundhedsvæsenet. Derfor opfordres folk til blandt andet at notere deres konsultationstider ned, så snart de har fået den.
I oktober var der 79 lægeaftaler og 29 aftaler med en sygeplejerske, der ikke blev overholdt i Sisimiut. Det er spild, lyder det fra en afdelingssygeplejerske. Foto © : Regionssygehuset i Sisimiut
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
24. november 2025 10:55

79 udeblivelser til aftaler med lægen. 29 til aftaler med sygeplejersker.

I oktober så det skidt ud med antallet af patienter, der ikke dukkede op til deres aftale på regionssygehuset i Sisimiut.

Denne måned er det ikke blevet meget bedre, fortæller afdelingssygeplejerske hos sygehusets lægekonsultation, Arnannguaq Lennert.

- Frem til midten af november havde vi allerede 40 udeblivelser til lægen, fortæller hun og tilføjer, at det er noget de oplever hver eneste måned.

- Det er et problem, fordi vores læge- eller sygeplejersketider, som kunne have gået til nogle andre, går til spilde, siger hun.

I Sisimiut kan borgere ringe ind og bestille tid ved en læge eller sygeplejerske mellem klokken 8 og 9 om morgenen. Man kan typisk kun bestille en tid, der ligger maksimalt to uger ude i fremtiden. 

- Patienterne får en sms dagen før, der minder dem om, at de skal huske deres tid til lægen. Men vi oplever stadigvæk udeblivelser, desværre, siger Arnannguaq Lennert.

En generel frustration

Det er ikke kun i Sisimiut, at folk ikke kommer til de aftaler, de har lavet med sundhedsvæsenet. Også i region Sermersooq oplever de, at mange ikke overholder deres aftaler.

Det fortæller ledende regionslæge i region Sermersooq, Jesper Olesen.

- På grund af det har vi desværre også har været nødt til at lave nogle modtræk, siger han.

Den ledende regionslæge i region Sermersooq håber, at folk vil blive bedre til at overholde deres tider med sundhedsvæsenet og blive bedre til at kontakte dem, hvis de i mellemtiden er blevet raske. Foto © : KNR

Blandt andet har man i regionen begrænset muligheden for at bestille tider til nogle typer konsultationer langt ude i fremtiden. Typisk skal man ringe ind på selve dagen for at få en tid til at se en læge eller sygeplejerske.

- Det er med meget kort interval, for så kan vi se, at der er færre udeblivelser, siger Jesper Olesen.

På Dronning Ingrids Sundhedscenter lavede de på et tidspunkt en undersøgelse, der viste, at når en aftale lå længere end syv dage ude i fremtiden, var der 20 procent, som ikke blev overholdt.

- Det er jo generelt frustrerende, fordi vi jo ved, at der samtidig er andre, der rigtig gerne ville have talt med os, siger han.

Patienten har også et ansvar

I forsøget på at komme problemet med udeblivelser til livs laver regionssygehuset i Sisimiut hver måned et facebookopslag, hvor de minder folk om at melde afbud, hvis de bliver forhindrede i at nå deres lægeaftale.

Heri spørger de også borgerne, om de har forslag til at mindske udfordringen med udeblivelserne.

- Vi vil også gerne vide, hvorfor de ikke dukker op til deres tider, siger afdelingssygeplejerske Arnannguaq Lennert.

Derudover har regionssygehuset også ændret det telefonnummer, man skal ringe til for at aflyse en tid, for at gøre det nemmere for patienterne at komme igennem. 

I region Sermersooq har de – udover at begrænse mulighederne for at bestille tider frem i tiden – arbejdet med at ringe til patienterne dagen før ved de konsultationstyper, hvor der er afsat mere end ét sundhedspersonale.

- For at høre, om det, de døjede med, stadigvæk var et problem, siger ledende regionslæge Jesper Olesen.

Jesper Olesen håber dog, at patienterne i højere grad vil løfte deres del af ansvaret for at sænke antallet af udeblivelser.

- Vi kunne godt vælge at bruge nogle ressourcer på at følge op på, om folk rent faktisk har tænkt sig at komme til deres aftale, men det er ressourcer, vi kunne have brugt på at se endnu flere patienter, siger han.

For at sænke byrden for sundhedspersonalet opfordrer han folk til at forberede sig og gøre det klart over for sig selv, hvad man har brug for hjælp til, inden man kontakter sundhedsvæsenet.

- Så kan vi være meget mere præcise i forhold til, hvem patienten skal tale med, og vi kan også bedre vurdere, hvor hurtigt det skal gå, siger Jesper Olesen.

Derudover er det en god idé at skrive sin tid til lægen ned, ligeså snart, man har fået den, så man ikke glemmer den, påpeger han.

- På den måde er vi i fællesskab med til at blive meget skarpere.