I 35 år har lykkeriddere konkurreret i jagten på særlige sten
Senere i dag bliver vinderen af den nationale mineraljagtkonkurrence, Ujarassiorit, fundet.
Der er tale om en af de mest traditionsrige konkurrence herhjemme, hvor næsten 30.000 stenprøver siden 1989 er blevet indsendt i håbet om at vinde førstepræmien.
Og nysgerrigheden, efter hvad de mange store fjelde gemmer på, er fortsat intakt.
Til årets konkurrence har amatørgeologer indsendt intet mindre end 571 stenprøver fra alle dele af landet. Alligevel er antallet af prøver en del under konkurrencens storhedstid.
- Interessen for Ujarassiorit var på sit højeste i starten af 90’erne og i midten af 00'erne, hvor vi modtog over 1.000 prøver om året. De seneste par år har deltagelsen været lidt lavere, hvilket nok skyldes corona og det store fokus på fjeldskredsområder, siger Pele Tobiasen, der er geolog ved Departementet for Råstoffer.
Sidste år var det Malu Ravn fra Qaqortoq, som vandt førstepræmien på 55.000 skattefrie kroner. Hun sendte en prøve ind, som viste sig at være af en magmatisk bjergart fra Qaqortukuluup Tasiusaata Qinnguata kuua.
Prøven er fra et fast fjeld og indeholder lithium, beryllium, mangan og yttrium. Alle metaller, som er svære at få fat i, og som kan bruges i grøn energi, computere, mobiltelefoner, batterier, biler og mange andre ting.
Hvad er det da for et stykke kød?
Selvom man kan finde mange smukke smykkesten i Grønland, er det typisk ikke stenene med det flotteste ydre, der ender med at vinde konkurrencen.
Stenenes indre er nemlig ofte mere interessant
Det er vinderstenen fra 2022 et godt eksempel på.
- På et tidspunkt skulle jeg tisse, og imens jeg gjorde det, kiggede jeg til siden og så stenen og tænkte: "Hvad er det da for et stykke kød?". Den lignede nemlig kød, sagde Malu Ravn til KNR, efter at det var blevet afsløret, at hun havde vundet.
Spørger man Pele Tobiasen, så er en god prøve kendetegnet ved, at den bidrager med ny viden om den grønlandske geologi.
- Det betyder meget, at prøven kan give os ny viden om findestedet. Her er det lige meget, om der er tale om malm- eller smykkeprøver. Vi er ikke interesseret i prøver, der kommer fra områder, vi allerede kender. Det kan være et sted, der allerede har været brugt til minedrift, siger han.
Ifølge Pele Tobiasen lægges der også vægt på, at prøven kommer fra et fast fjeld, så man med sikkerhed kan fastslå, hvor findestedet er.
Præmie skal få flere til at kigge nedad
Ved Ujarassiorit er der samlet en pengepræmie på 120.000 kroner, som bliver fordelt mellem de deltagere, der har indsendt de bedste stenprøver.
GrønlandsBankens Erhvervsfond bidrager med 40.000 kroner, mens selskabet Greenfields Exploration giver 10.000 kroner til den samlede præmiesum.
Pele Tobiasen forklarer, at den store pengepræmie skal motivere flest muligt til at kigge efter spændende sten og indsende prøver. Med Ujarassiori håber man nemlig, at den grønlandske befolkning får interesse for geologi, og at deres kendskab til den lokale geologi kan være med til at fremme mineralefterforskningen herhjemme.
- Geologi er vigtig, da den giver os viden om, hvor vi kan finde de råstoffer, som er grundlaget for vores moderne livsstil. Vi er afhængig af en stor vifte grundstoffer, som for eksempel bruges i vores smartphones, siger Pele Tobiasen.
Hvem der vinder årets udgave af Ujarassiorit bliver afsløret af naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja H. Nathanielsen, i dag mellem klokken 15.00 og 16.00.