Hviderusland lukker grænserne mod EU-nabolande

Stop jeres hovedløse politikere, lad dem ikke udløse en krig, siger Lukasjenko til indbyggere i nabolande.
Hviderusland er kastet ud i en alvorlig politisk krise efter et stærkt omstridt præsidentvalg i sidste måned. Samtidig hævder landets pressede præsident, at Hviderusland er truet fra vest. Foto © : Tut.by/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
18. september 2020 08:08

Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, har lukket grænsen mod to nabolande mod vest, Polen og Litauen.

Det er han blevet ’tvunget til’, sagde han i går aftes ifølge det hviderussiske nyhedsbureau Belta.

Desuden bliver den styrke, der i forvejen er sat ind langs grænsen til Ukraine, forstærket.

Ifølge Lukasjenko er en stor del af Hvideruslands forsvar sendt ud for at bevogte grænserne.

»Vi er tvunget til at trække styrker tilbage fra gaderne«, siger præsidenten.

LÆS OGSÅ Hviderussisk protestleder tilbageholdt ved Ukraines grænse

Hviderusland er kastet ud i en alvorlig politisk krise efter et stærkt omstridt præsidentvalg i sidste måned. Samtidig hævder landets pressede præsident, at Hviderusland er truet fra vest.

Torsdag aften kunne en talsmand for den polske regering ikke bekræfte over for nyhedsbureauet Reuters, at grænsen reelt er blevet lukket.

I Litauen siger chefen for grænsepolitiet, at grænseovergangene til Hviderusland fungerer som normalt.

Polen og Litauen er blandt de lande, der har lagt diplomatisk pres på den hviderussiske leder i de seneste uger.

Blandt andet har Estland, Letland og Litauen indført forbud mod indrejse for Lukasjenko og andre fremtrædende embedsmænd.

LÆS OGSÅ Trods trusler fra Hvideruslands styre går titusinder på gaden

Ifølge Hvideruslands valgkommission genvandt Lukasjenko et stærkt omstridt præsidentvalg den 9. august, hvor han officielt fik 80 procent af stemmerne.

Men både oppositionen og observatører er overbevist om, at der i stor stil er blevet svindlet med stemmerne.