Hviderussisk protestleder tilbageholdt ved Ukraines grænse

Den hviderussiske protestleder, Maria Kolesnikova, er ifølge medier tilbageholdt ved grænsen til Ukraine.
Den 38-årige Kolesnikova var den sidste tilbage i Hviderusland ud af tre kvinder, der alle stillede op mod den siddende præsident, Aleksandr Lukasjenko, ved valget 9. august. Foto © : Sergei Gapon/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
08. september 2020 09:38

Den hviderussiske oppositionspolitiker og protestleder Maria Kolesnikova, som forsvandt mandag, blev tirsdag tilbageholdt, da hun krydsede grænsen til Ukraine, rapporterer det statslige tv i Hviderusland ifølge AFP.

Tidligere tirsdag blev grænsepolitiet citeret for at have sagt, at Maria Kolesnikova havde krydset grænsen og var i Ukraine sammen med to andre oppositionspolitikere.

Det statslige tv afviser rapporterer, at de to andre oppositionspolitikere er i Ukraine, mens Kolesnikova blev tilbageholdt.

Ifølge oppositionen bortførte maskerede mænd mandag Maria Kolesnikova på åben gade i Hvideruslands hovedstad Minsk. De maskerede mænd kørte ifølge oppositionen Kolesnikova væk i en varebil.

LÆS OGSÅ Trods trusler fra Hvideruslands styre går titusinder på gaden

Den 38-årige Kolesnikova var den sidste tilbage i Hviderusland ud af tre kvinder, der alle stillede op mod den siddende præsident, Aleksandr Lukasjenko, ved valget 9. august.

Siden valget i Hviderusland har der været massedemonstrationer mod Lukasjenko, hvis regime beskyldes for at have foretaget massiv valgsvindel.

Over 100.000 mennesker demonstrerede i Minsk søndag. Politiet foretog anholdelser af 633 personer under protesterne i flere dele af landet.