Trods trusler fra Hvideruslands styre går titusinder på gaden

Skrub af, lyder råb i Minsk til præsident Aleksandr Lukasjenko. Over 100.000 er på gaden ifølge lokale medier.
Demonstrationer i Minsk, Hviderusland.
Demonstranterne, der kommer fra forskellige grene af det hviderussiske samfund, er mødt op, selv om regimet har truet med massiv gengældelse. Foto © : Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. august 2020 18:32

Titusinder af mennesker bevæger sig søndag eftermiddag ud i gaderne i Hviderusland for at kræve præsident Aleksandr Lukasjenkos afgang.

"Uchodi" - skrub af - lyder råbet på Uafhængighedspladsen i hovedstaden Minsk.

Demonstranterne, der kommer fra forskellige grene af det hviderussiske samfund, er mødt op, selv om regimet har truet med massiv gengældelse.

Lokale medier oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at over 100.000 mennesker deltager i demonstrationen i Minsk.

Politi holder metrostationer afspærret. Men det har ikke forhindret mange tusinde mennesker i at bevæge sig til fods til centrum af Minsk.

Samtidig lader politiet over højttalere forstå, at det er ulovligt at deltage i demonstrationen.

- Gennemførelsen af masseforanstaltninger er ulovlig, og deltagere må se frem til at blive stillet til ansvar, lyder det fra landets indenrigsministerium.

Alt tyder dog på, at demonstrationen foregår fredeligt.

Hæren i højt beredskab

Mange hviderussere er rasende over, at Lukasjenko efter præsidentvalget for to uger siden blev udråbt som vinder med 80 procent af stemmerne.

Det opfattes af mange borgere som et stort bedrageri.

Lukasjenko har bedt hæren om at højne sit beredskab. For, som han siger, at forsvare nationen mod udenlandske aggressorer - Nato-landene Polen og Litauen.

LÆS OGSÅ Lukasjenko sætter soldater ved grænsen mod vest

I nabolandet Litauen er der i solidaritet planlagt en menneskekæde. Den skal gå fra hovedstaden Vilnius til den hviderussiske grænse.

Oppositionens førende kandidat ved valget, Svetlana Tikhanovskaja, flygtede efter valget 9. august til Litauen. For at beskytte sig selv og sine børn, har hun forklaret.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, kommer med et hårdt udfald mod folk i oppositionen i Hviderusland, som er forsvundet fra landet under de sidste to ugers protester.

Han beskylder dem for at gå efter et "blodbad". Det skriver det russiske nyhedsbureau RIA.

Lavrovs udtalelser er et angreb på Tikhanovskaja, som mange hviderussere mener, vandt præsidentvalget.