Hver tredje mangler at betale for fritidsjagtbevis

Har du planer om at skulle på jagt efter rensdyr eller moskus til sommer? Så skal du sørge for at have betalt for dit fritidsjagtbevis senest fredag i denne uge.
Skrevet af Kenneth Elkjær
26. april 2017 10:02

Det er nemlig et krav, at ens fritidsjagtbevis er betalt inden 1. maj, hvis man vil have chancen for at få licens til at jage moskus og rensdyr i forbindelse med sommer- og efterårsjagten i år. Men hver tredje har stadig ikke betalt for deres fremsendte jagtbevis, oplyser departementet for fiskeri og fangst.

- Der er således stadig 1436 fritidsjagtbeviser, der er udstedt og fremsendt, men som endnu ikke er betalt, skriver de i en pressemeddelelse.

I alt har departementet fremsendt 4547 fritidsjagtbeviser, men mere end hver tredje er altså endnu ikke betalt, kort før fristen udløber.