Hvem kommer i Inatsisartut hvis?

Her i landet er der præcedens for, at de politikere, der indgår i Naalakkersuisut, tager orlov fra arbejdet i Inatsisartut. Det betyder, at de skal have indkaldt deres stedfortrædere. Dermed kan nogle af de markante politikere, der er blevet vraget af vælgerne få comeback.
Skrevet af Peter Troelsen
14. marts 2013 14:50

I det netop opløste Naalakkersuisut havde det største parti IA 6 ministerposter, Demokraterne havde 2 og Kandidatforbundet havde en enkelt. Hvis vi overfører det til et nyt Naalakkersuisut vil det betyde 6 eller 7 stedfortrædere fra Siumut vil komme i Inatsisartut og to eller tre stedfortrædere for deres koalitionspartnere vil få chancen for at gøre sig på tinge.

Hos Siumut vil det i prioriteret rækkefølge betyde Anders Olsen, Nanortalik; Kaj Lyberth, Qaqortoq; Per Berthelsen, Nuuk; Ruth Heilmann, Manitsoq; Saxtorph Didriksen, Nuuk; Nick Nielsen Ilulissat og måske Vittus Maaru Mikaelsen fra Tasiilaq vil få sæde i Siumutgruppen. Hvis Partii Inuit bliver koalitionspartnere vil først Lars P. Mathæussen og derefter Mitti Lynge, begge Nuuk, få deres debut som medlemmer af den lovgivende forsamling. Hos IA vil det give valg til Harald Biance, Tasiilaq; Stine Egede Nørbæk, Qaqortoq og eventuelt til Astrid Fleischer Rex. Atassuts stedfortrædere er Gerhardt Petersen, Qaqortoq og Mala Høy Kuko fra Tasiilaq.

Dermed står det klippefast at valget var et farvel til naalakkersuisoq for råstoffer Ove Karl Berthelsen og Olga P. Berthelsen fra IA, Anda Uldum og Justus Hansen fra Demokraterne og Knud Kristiansen fra Atassut.