Hvalseminar om fangstmetoder

04. januar 2006 05:39

I juni 2006 afholder den internationale hvalfangstkommission, IWC, en flerdages workshop, som skal handle om dyrevelfærd og fangstmetoder.

Ideen med workshoppen er bl.a. at diskutere den grønlandske storhvalfangst forud for det årlige møde i IWC, hvor 66 nationer er repræsenteret.

Det endelige program for seminaret er endnu ikke fastlagt, oplyser direktør for fangst- og fiskeridirektoratet, Amalie Jessen, men et af emnerne på dagsorden er de grønlandske fangers fangstmetoder.

Det vil blive diskuteret hvilke fangstredskaber der er de mest forsvarlige og Grønland vil levere detaljerede oplysninger om, hvor mange hvaler der er blevet skudt med riffel og hvor mange der er nedlagt med harpun.

Derudover vil landene tale om hvor lang tid der går fra hvalerne bliver skudt til de dør og man vil debattere hvor længe hvalerne lider ved de forskellige fangstmetoder.