Hurtigruten vil måske investere massivt i Grønland

Det norske rederi Hurtigruten ser store muligheder for at investere massivt i Grønland, hvis lufthavnen i Nuuk bliver udvidet. Og det er Kommuneqarfik Sermersooq helt klar til.
Hurtigruten har bare krydstogtskibet FRAM i grønlandsk farvand på nuværende tidspunkt, men selskabet vil opruste med yderligere to skibe, hvis lufthavnen i Nuuk bliver udvidet. Foto © : Marina & Enrique/Flickr Creative Commons
13. september 2016 06:25

To nye krydstogtskibe med hjemhavn i Nuuk, et nyt hotel og samarbejde med lokale partnere om turistaktiviter i hele Grønland.

Det er potentielle planer for udvidelsen af Hurtigrutens aktiviteter i Grønland, siger koncerndirektør i Hurtigruten Thomas Westergaard, der ser mange muligheder i den grønlandske turisme.

- For det første ser vi Grønland som en diamant, som ligger heroppe. Det ligger vældig strategisk til at vi skal udvide vores flåde, og vi synes, at det er helt naturligt, at se mod Grønland, men det forudsætter at rammebetingelserne bliver opfyldt, siger Thomas Westergaard.

Og rammebetingelserne er vigtige. For hvis bare nogle af Hurtigrutens investeringer i Grønland skal blive til virkelighed, så kræver det to ting:  en fritagelse for lodspligten og en større lufthavn i Nuuk, siger Thomas Westergaard.

- Vi skal have et logistikpunkt, som vi kan have nytte af i en lang sæson, fordi store investeringer kræver en lang sæson og der ser vi Nuuk som et logistikmæssigt naturligt sted, siger han.

Og det er gode konkrete betingelser, der kan gennemføres og det vil være meget positivt for den grønlandske turisme, hvis det lykkes, siger administrerende direktør i Visit Greenland, Anders Stenbakken.

Læs også Landingsbaner bliver en gamechanger

- Får vi nye lufthavne, så bliver Grønland mere tilgængelig og interessen bliver forstærket, når et stort selskab som Hurtigruten investerer i Grønland. Så det er et kæmpe skridt fremad, siger Anders Stenbakken.

Hos Kommuneqarfik Sermersooq er man også positiv og her har man allerede været i arbejdstøjet, siger kommunens økonomidirektør, Lars Møller Sørensen.

- Kommunen har sikret sig at lokalplaner og andre planer er godkendt, så grundlaget for at udvidelsen af lufthavnen kan lade sig gøre er på plads,

Men der mangler stadig noget, før lufthavnsudvidelsen kan gå i gang.

- Også afventer vi selvfølgelig, at Selvstyrets selskab, Kalaallit Airports, kommer ud og får finansieringen på plads, også håber vi rigtig meget, at byggeriet af den nye lufthavn kommer i gang allerede i 2017, siger Lars Møller Sørensen.