Hurtigere internet på vej i Grønland - 5G skal testes i tre byer

Maniitsoq, Sisimiut og Narsaq er de første, der får 5G. Derefter følger ni byer mere.
Netgear, Ericsson og Tusass præsenterer 5G i Sisimiut. Foto © : Dorthea Reimer-Johansen/KNR
Skrevet af Christine Hyldal
30. september 2022 10:47

Sisimiut, Maniitsoq og Narsaq kan snart se frem til hurtigere og bedre internet, meddeler Tusass.

Det svenske telekommunikationsselskab Ericsson og Tusass vil nemlig indføre 5G i de tre byer, som bliver test-byer.

Det sker 1. november i Sisimiut. 

Derefter følger Maniitsoq og Narsaq - og når 5G er rullet ud der, følger Ilulissat, Nanortalik, Nuuk, Paamiut, Qaqortoq, Qeqertarsuaq, Uummannaq, Aasiaat og Qasigiannguit. 

Ericsson er allerede leverandør af 4G i hele landet.

Nye modemmer

I andre lande bliver fiberkabler gravet ned i jorden. Det er lidt svært i Grønland, så derfor er det planen, at 5G-netværket skal være trådløst, siger Kristian Reinert Davidsen, der er direktør i Tusass.

- I andre lande kan fiberkabler graves ned i jorden, men det er ekstremt vanskeligt og ikke økonomisk rentabelt i Grønland. Det meste af Grønland bliver derfor et trådløst 5G-land, hvilket betyder, at Tusass ikke skal forlænge fiberoptiske kabler ud til hver enkelt husstand, siger han.

- Det stiller dog større krav til modemmerne, og vi har derfor indgået aftale med virksomheden Netgear om levering af nye modems af høj kvalitet, som skal sikre bedre kundeoplevelser med højere hastigheder, siger Kristian Reinert Davidsen. 

Prisen for kunderne er ukendt

Hvad 5G kommer til at koste for kunderne, svarer Tusass ikke på.

- Det kommer til at blive lidt dyrere end vores dyreste produkter, siger direktøren. 

Hvad de nye modemmer koster, fremgår heller ikke. 

Ifølge Tusass er det bydende nødvendigt at gå fra det nuværende 4G til 5G. Der kommer kun flere internetkunder i landet - og der er ikke plads nok til dem alle på det ADSL-netværk, som findes. 

5G er den nyeste generation af mobilnetværk og er altså det internet, man får igennem mobilmasterne.

Netværket er betydeligt hurtigere end dets forgænger 4G. Man kan for eksempel hente en HD-film på få sekunder.

5G giver også adgang til flere brugere på samme tid sammenlignet med 4G.