VIDEO Hundesygdom hærger Qeqertaq

Mange slædehunde dør af en smitsom sygdom, som kommunen ikke har en vaccine mod lige nu.
Skrevet af Ivik Kristiansen
26. januar 2016 13:09

Hos Selvstyret oplyses det, at der er 20 døde hunde i Qeqertaq. Men formanden for den grønlandske sammenslutning af hundekuske, Mikkel Jeremiassen, siger, at antallet af døde hunde har rundet de 40.

Og det er mange, i forhold til antallet af bygdens omkring 120 indbyggere, forklarer han.

Læs også Mistanke om hundesyge i to bygder i Disko Bugt

En af bygdens indbyggere, Anina Nielsen, har set flere af familiens slædehunde bukke under for sygdommen.

- Foreløbig er 26 af vores hunde døde, siger Anina Nielsen til KNR.

Hendes families dyr er blandt de hårdest ramte af hundesygen, oplyser formanden for den grønlandske sammenslutning af hundekuske, KNQK, Mikkel Jeremiassen.

Han er blevet oplyst om, at over 40 hunde er døde.  

Katastrofe

En tragedie som i den grad forfærder formanden.

- Det er en tragedie, at 40 hunde, som er rigtigt mange i sådan en lille bygd, dør. Dette må betegnes som en katastrofe, siger Mikkel Jeremiassen.

Hundene skal ifølge loven vaccineres mod blandt andet hundesyge. Men det er ikke sket i Qeqertaq.

Hunde mangler vacciner

Anina Nielsen siger, at kun nogle af hundene er vaccineret. Det har ganske enkelt ikke være muligt at skaffe vacciner til samtlige dyr fra kommunen.

- Så siger de, at kun nogle af hundene kan blive vaccineret, fordi der er mangel på vacciner, siger Anina Nielsen.

Ifølge Mikkel Jeremiassen er dette mere normen, end et enkelt tilfælde. Han fortæller, at han sidst forhørte sig om vacciner, for knap en uge siden.

- Jeg besøgte den, der beskæftiger sig om emnet onsdag den 20. januar, og der fik jeg at vide, at der ikke har været vacciner til rådighed i Ilulissat siden 2015. Det kan ikke accepteres, siger Mikkel Jeremiassen.

Gælder hele Qaasuitsup Kommunia

Det bekræfter kommunen. Men det er ikke kun et problem i Ilulissat.

- Det drejer sig om hele Qaasuitsup Kommunia. Fra Kangaatsiaq og op til Qaanaaq, siger planchef i Qaasuitsup Kommunia, Hanne Andersen.

Læs også Alle slædehunde bør vaccineres mod hundesyge

Hun forklarer, at problemet med de manglende vacciner i dette tilfælde bunder i, at der ikke er en dyrlæge i området lige nu.

- Der er sket det, at den dyrlæge, som dækker hele Qaasuitsup Kommuia har langtidssygdom. Det betyder, at der ikke er nogle steder, hvor vi kan få medicin, eller få udleveret medicin for øjeblikket, siger planchef i Qaasuitsup Kommunia, Hanne Andersen, der tilføjer, at der muligvis er vacciner til rådighed i løbet af nogle uger.

Hun fremhæver også, at sygdommen, modsat rabies, ikke overføres til mennesker.