Mistanke om hundesyge i to bygder i Disko Bugt

Der er sandsynligvis udbrudt hundesyge blandt en række slædehunde i Nordgrønland.
Skrevet af Karsten Sommer
26. januar 2016 05:23

Veterinærmyndigheden i Grønland har ihvertfald fået en henvendelse fra bygderne Qeqertaq og Saqqaq, nord for Ilulissat, om at der er sygdomsudbrud hos en stor mængde slædehunde i området.

- Vi har fået oplyst, at omkring 20 hunde er døde i Qeqertaq, fordelt på to hundehold, og at omtrent fem hunde ligeledes er døde i Saqqaq, siger Jennifer Andersen, dyrlæge i Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland.

Jennifer Andersens vurdering, baseret på beskrivelser af dyrenes sygdomsforløb og symptomer, indikerer med stor sandsynlighed, at der er tale om et udbrud af hundesyge, canine distember virus, som det hedder på latin.

- Vi anbefaler hundeejerne, at de rutinemæssigt vaccinerer deres hunde mod både hundesyge og parvo-virus-diarré sygdomme, på lige fod med den lovpligtige rabies-vaccination, siger Jennifer Andersen, som samtidig understreger at rettidig vaccination af hunde er ejernes ansvar.

I Qanorooq igår oplyste hundeslædeforeningens formand, Mikkel Jeremiassen, at han havde oplysninger om at hele 40 hunde var døde af sygdommen.