Hovedbestyrelsen bakker op om Tillie Martinussen som formand
I går indkaldte Samarbejdspartiet til ekstraordinært møde i hovedbestyrelsen.
Partiets tidligere formand, Michael Rosing, har nemlig påstået, at der er rod i partiets økonomi. Derfor ville han genoptage arbejdet som formand.
Men det er ikke muligt, lyder det fra hovedbestyrelse, som bakker op om Tillie Martinussen, der overtog formandsposten efter Rosing.
- Vores formand er Tillie Martinussen. Det kan jeg svare klart og tydeligt.
Sådan lyder det fra Louis Sigurdsen, der er medlem af hovedbestyrelsen i Samarbejdspartiet.
LÆS OGSÅ Tillie Martinussen kalder til møde efter beskyldninger om rod i økonomien
Spørgsmålet om formandsposten er blevet aktuelt, efter at Michael Rosing igen har meldt sig på banen og sagt, at han vil genoptage arbejdet som formand.
Rosing, der fortsat medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, har ellers været ude af landspolitik siden marts sidste år.
Men ifølge ham er der grund til at tro, at der er rod i partiets finanser. Og det vil han gerne have styr på, før han endeligt vil trække sig som formand.
Hovedbestyrelse har tjekket partiudgifter
Igår ville Michael Rosing ikke uddybe beskyldingerne, som han skal have hørt fra Jan Joe Seidsen, der for nylig har forladt hovedbestyrelsen.
Det har ikke været muligt for KNR at få fat i Jan Joe Seiden, men til Sermitsiaq.ag siger han, at en for stor del af partiets udgifter "tangerer til privat forbrug".
Men Louis Siguardsen afviser kritikken.
- Hovedbestyrelsen har for nylig tjekket alle regnskabsmæssige forhold, og jeg kan kun gentage, at der er absolut ingen uregelmæssigheder. Heller ikke i forhold til privatforbrug af partiets midler.
- Og jeg kan sige, at alle dispositioner ligger indenfor almindelig drift og partivirksomhed. Det er blevet bekræftet af to uafhængige revisionsselskaber, siger bestyrelsesmedlemmet.
Opbakning fra bagland
Ifølge ham er der opbakning til Tillie Martinussen som formand fra hele Samarbejdspartiets bagland.
Men Michael Rosing selv har dog en anden udlægning af sagen.
- Jeg fastholder, at jeg er formand, og der er ikke tale om en samlet hovedbestyrelse, fordi jeg er en del af hovedbestyrelsen.
Det har ikke været muligt for KNR at få fat på Jan Joe Seiden tirsdag. Vi ville gerne have ham til at udlægge sin kritik af partiets budget, men det har ikke kunne lade sig gøre.