Borgmester: Høje flypriser er en hån mod lokale

Mens Malik Berthelsen (S) oplever 'kraftigt stigende' flypriser for lokale, mener Air Greenland ikke, at borgmesterens eksempler danner et generelt billede.
Foto © : Markus Valentin / KNR
Skrevet af Markus Valentin
31. august 2026 15:48

Borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen (S), uddeler kritik til Air Greenland.

I en pressemeddelelse udsendt 12. august kritiserer han billetpriserne på indenrigsflyvninger for lokale.

- Jeg går ud fra, at selskabet er blevet oprettet med det formål at gøre det muligt for borgerne at rejse. Derfor mener jeg, at de priser, som ligger langt uden for borgernes rækkevidde, er en alvorlig hån mod befolkningen og ikke kan accepteres, skriver borgmesteren.

Malik Berthelsen (S) oplever Air Greenlands priser som 'en alvorlig hån mod befolkningen'. Selskabet fortæller, at priserne er steget mindre end den almindelige prisstigning i resten af samfundet. Foto © : KNR

Anledningen til pressemeddelelsen er ifølge borgmesteren selv, at de seneste tal fra Grønlands Statistik viser en stigning i antallet af turister fra udlandet i det første halvår af 2026.

Borgmesteren påstår, at Air Greenland selv har udtalt, at priserne stiger i takt med efterspørgslen. Så når flere rejser, bliver billetterne dyrere.

- Det er derfor ikke overraskende, at vi flere gange hører om mennesker, som gerne ville besøge deres familie, men som opgiver på grund af de alt for høje billetpriser.

KNR har kontaktet Air Greenland. Inden de går i rette med kritikken, medgiver selskabet, at det er en vigtig diskussion.

- Brevet rejser en vigtig diskussion om billetpriser og borgernes mulighed for at rejse i vores eget land. Den bekymring skal tages alvorligt, skriver Air Greenland.

- Med dette svar ønsker Air Greenland at bidrage med fakta og kontekst til de spørgsmål, der rejses i brevet fra Qeqqata Kommunia. 

Høje øjeblikspriser

I sin kritik fremhæver Malik Berthelsen et eksempel på en rejse fra Sisimiut til Nuuk, hvor billetprisen i den travleste periode kan koste op mod 7.000 kroner.

- Vi skal huske, at vi i Grønland ikke som i andre lande uden videre har mulighed for at rejse, og når det er så dyrt at rejse, hvem blandt landets borgere har så råd til selv at betale?, skriver borgmesteren.

Air Greenland opfordrer til, at man planlægger sin rejse i god tid, så man kan gøre nytte af lavere priser. Men selskabet medgiver, at borgerne ikke altid selv kan planlægge tidspunktet for en nødvendig rejse. Foto © : KNR / Malik Brøns

Air Greenland skriver, at sådanne priser kan forekomme, hvis man søger en billet kort før afgang i den travleste periode, hvor alle billigere billetter er udsolgt.

- En sidste øjeblikspris på en næste udsolgt afgang kan derfor ikke anvendes som et generelt billede af prisniveauet, skriver selskabet.

Derfor opfordrer Air Greenland til, at man planlægger sin rejse i god tid. Dog anerkender de, at det ikke altid kan lade sig gøre.

- Vi anerkender imidlertid, at borgerne ikke altid selv kan planlægge tidspunktet for en nødvendig rejse. Derfor arbejder vi løbende med kapacitet, afgange og forskellige billettyper, men i et land med små trafikmængder, store afstande og høje driftsomkostninger kan vi ikke altid tilbyde lave priser på alle afgange.

Afviser kraftigt stigende priser

Malik Berthelsen skriver, at billetpriserne i hans øjne er kraftigt stigende.

Men den påstand afviser Air Greenland. De ser ikke en kraftig udvikling ifølge deres tal.

- Set over en længere periode er Air Greenlands gennemsnitlige priser steget mindre end den almindelige inflation, skriver selskabet.

- Det betyder ikke, at alle billetter er billige, men det betyder, at vores priser samlet set ikke er steget lige så meget som priserne i samfundet generelt.

Malik Berthelsen (S) opfordrer naalakkersuisut til at bryde med armslængdeprincippet over for Air Greenland. Borgmesteren oplever, hvad han beskriver som naalakkersuisuts tavshed, som en accept af vilkårene. Foto © : KNR / Markus Valentin

Sag for naalakkersuisut

Air Greenland er en offentligt ejet virksomhed omfattet af et armslængdeprincip. Det betyder, at de styrer sig selv, og naalakkersuisut ikke må blande sig i den daglige drift.

Alligevel mener Malik Berthelsen, at priserne har nået et niveau, hvor naalakkersuisut bør gå ind i sagen.

- Naalakkersuisut burde derfor som ejer på samfundets vegne klart tilkendegive, at det ikke accepteres, at borgerne fratages muligheden for at rejse, i stedet for blot at forholde sig tavse med henvisning til armslængdeprincippet, skriver Malik berthelsen.

- Tavsheden må forstås som en accept af vilkårene og som et udtryk for, at aktieselskabet er blevet gjort urørligt og uden ansvar over for samfundets vilkår.

KNR har kontaktet naalakkersuisut for en kommentar, men de er ikke vendt tilbage på henvendelsen.