BILLEDER Hockeyspillere taget godt imod i Iqaluit

I Iqaluit har vejret og forskydninger i rejseprogram og planlægning for hockeyspillerne, ikke dæmpet de mange frivilliges og atleters humør. Alle er blevet taget godt imod og alle udfordringer håndteret i fin stil, lyder det fra AWG-arrangørerne.
Skrevet af Simon Uldum -
08. marts 2016 05:45

På grund af vejret og de mange forsinkelser, samt problemer med at få hockeyspillernes udstyr rigtigt frem, har holdene i Iqaluit mærket deres del af de vejrmæssige udfordringer for AWG2016.

Derfor har AWG’s Maliina Abelsen også et særligt blik på netop disse hold atleter og folkene omkring dem.

- Nu er vi spændt på at hockey-resultaterne begynder at tikke ind – og jeg lover at vi sætter alle sejl til for at få lavet en stor afslutningsceremoni, så de atleter der ikke kunne være med til åbningen i aftes, herunder dem der nu er i Iqaluit, også får en stor social og kulturel oplevelse med fra AWG2016 udover det sportslige, siger Maliina Abelsen.

- Der er blevet knoklet for at få enderne til at mødes i de sidste dage, men alt hvad jeg hører fra Iqaluit beretter om super motiverede frivillige, der skaber gode rammer omkring hockeyholdene. Det er bare så dejligt. Vi skylder de frivillige en stor tak, slutter Maliina Abelsen.