Hjælp til grønlandske studerende i Danmark

For mange grønlandske studerende falder fra, når de studerer i Danmark. Det vil Aalborg Kommune i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq lave om på.
Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Jonas Fievé
17. august 2015 14:00

Idéen er at oprette en mentorordning, så de studerende får en bedre start på studielivet, og man undgår, at de falder fra.

- Der er det jo bare super, super vigtigt, at vi får hjulpet dem til at få gennemført de her studier, sådan så det bliver en succeshistorie for dem i stedet for, at det bliver et nederlag, udtaler Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, til KNR.

De grønlandske studerende skal have hjælp til en række praktiske ting, da det godt kan være svært, hvis man ikke kender de danske regler og studieordninger.

Så i stedet for, at de studerende skal bruge for mange kræfter på praktiske gøremål, så kan de fremover brugen tiden på det, der er vigtigt - nemlig at studere. Det ser de positivt på hos foreningen for grønlandske studerende i Danmark Avalak.

- Såfremt det er noget, som rent faktisk hjælper som ønsket, så er det selvfølgelig noget, man kun kan se positivt på, siger formanden for Avalak i Danmark, Bjørk Kristensen.

 

Flere studiejobs

Han understreger, at de især er glade for, at Aalborg kommune vil målrette en række studiejobs til grønlandske studerende, så de efterfølgende får lettere ved at komme i job.

- Man ved, at det altid er godt som studerende at have en kontakt til den virkelige verden og erhvervslivet under studierne.

Formålet er at få så mange af de grønlandske studerende til at gennemføre en uddannelse - både til gavn for de studerende men bestemt også Grønland

- Når man kommer til Danmark for at få en uddannelse, så kommer man også for at vende tilbage til Grønland, så det er, at man kan bruge de kompetencer her.

- Der er virkelig brug for kvalificeret arbejdskraft på Grønland, og hvad er bedre end en, som kommer ud og får nogle kompetencer og så kommer hjem og bruger den viden til at skabe værdi og udvikling her, udtaler Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen.