Boliglån Historisk lave renter betyder nye lån

I denne uge kan boligejerne i Danmark for første gang låne penge med negativ rente. Her i landet får renten på 30-års lån og 15-års lån endnu et nøk nedad.
Handelskrigen imellem USA og Kina gør det billigere at låne penge til bolig Foto © : Malik Brøns
Skrevet af Merete Lindstrøm
07. august 2019 06:41

Den i forvejen lave rente på realkreditlån fortsætter sin rejse nedad. Det betyder, at Jyske Realkredit i Danmark i denne uge åbner op for en historisk type lån. Et fastforrentet 10-årigt lån med en negativ rente på minus 0,5 procent.

Det er første gang, at det sker, fortæller privatkundedirektør hos Grønlandsbanken, Mads Andersen.

- Det betyder generelt, at renten stadigvæk er historisk lav. Faktisk lavere end nogensinde før på de faste renter, siger han.

LÆS OGSÅ Bank Nordik firedobler overskuddet

Det har før været muligt at låne til negativ rente, men aldrig før på fastforrentede lån. Vi skal dog ikke forvente at få negativ rente på vores boliglån her i landet lige med det samme.

Det er meldingen fra Nykredit, som står for størstedelen af realkreditlån her i Grønland.

- Nykredit har ingen forventning om at udstede 10 års fast rente med negativ rente lige nu, men hvis renteniveauet fortsætter med at falde, så er de jo nødt til at gøre det, siger Mads Andersen.

Billigere renter på de mest populære lån

Til gengæld fortæller kundechefen, at Nykredit, som står for boliglån hos Grønlandsbanken og Bank Nordik, kommer med to nye låntyper som reaktion på markedet.

 - Det betyder, at der kommer ny billigere rente på 30-årige lån på en halv procent og på nul procent på 15-årige lån, siger han.

Begge lån ligger med en rente et halvt procentpoint højere i dag.

LÆS OGSÅ Telepost og Grønlandsbanken vil hjælpe hjemløse med post og hævekort

Der findes fire typer af fastforrentede boliglån her i landet. Det er med henholdsvis 10, 15, 20 og 30 års løbetid. Det er det sidstnævnte, som langt de fleste boligejere vælger, fortæller Mads Andersen.

 - Det er den ejendomsmæglere bruger i salgsopstillinger, når man er ude og kigge på ny bolig. Den kommer så ned på en halv procent, hvilket også er yderst attraktivt og historisk lavt, siger kundedirektøren.

Handelskrig påvirker renten

Hos Bank Nordic fortæller fagchef for bolig i Danmark og Grønland Kim Kjølsen, at man fra 9. august kan tilbyde de nye lån fra Nykredit. Begge banker tilbyder også lån fra realkreditinstituttet DLR Kredit, men DLR Kredit har endnu ikke meldt noget ud.

Det er usikkerhed på aktiemarkederne, der påvirker renten. Det skyldes blandt andet handelskrigen mellem Kina og USA, forklarer privatkundechef Mads Andersen.