Bank Nordik firedobler overskuddet

Den færøeske BankNordik koncern, der også driver bankvirksomhed her i landet, kom ud af 2012 med et overskud før skat på 121 millioner kroner mod 31 millioner året før.
Skrevet af Karsten Sommer
06. marts 2013 07:32

Og bankaktiviteterne her i landet har medvirket til det gode koncernresultat.

Bankens grønlandske del præsterede et resultat før skat på 14 mio. kr., samt en udlånsvækst på 171 mio. kr. Og det Grønland til det markedsområde, hvor BankNordik opnåede sin største vækst i 2012.

- Vi har set et markant stigende antal nye kunder. Kunderne ser BankNordik som et reelt alternativ som leverandør af finansielle ydelser i Grønland, siger BankNordiks direktør i Grønland, Bjartur Nolsøe i en kommentr til regnskabet.

Fremgangen sker på trods af at banken i 2012 samlede sine aktiviteter i Nuuk, og lukkede sine filialer på kysten.

- Kunderne benytter i stigende grad selvbetjeningsmuligheder som f.eks. netbank og betalingskort. De har derfor i mindre grad brug for lokale filialer, men stiller til gengæld større og større krav til faglig rådgivning, også omkring deres daglige økonomi, siger Bjartur Nolsøe.

Så mens BankNordik generelt forventer stilstand eller et mindre fald i bankens generelle aktiviteter i 2013, så ventes der fortsat vækst i bankaktiviterne her i landet i 2013.